Keith Rabois blev for nylig udpeget som bestyrelsesformand af virksomheden Opendoor.

Nu er han allerede klar til at foretage drastiske ændringer.

Keith Rabois er i forvejen medstifter af den amerikanske virksomhed, der køber og sælger boligejendomme og fungerer som en slags online ejendomsmægler.

»Der er 1.400 ansatte hos Opendoor. Jeg ved ikke, hvad de fleste af dem laver. Vi har ikke brug for mere end 200 af dem,« fortalte Rabois fredag ​​til CNBC.

Topchefen forklarer videre, at virksomheden har store problemer med hjemmearbejde og en »oppustet« arbejdsstyrke.

En reducering i staben på cirka 85 procent er altså første dramatiske skridt i forsøget på at fremtidssikre virksomheden. 

Opendoor har som følge af den drastiske udmelding og udpegelsen af både ny bestyrelsesformand og administrerende direktør haft en turbulent uge på den amerikanske børs. 

Aktien steg med hele 78 procent torsdag, mens den faldt med mere end 13 procent fredag. 

Den er i alt steget med næsten 500 procent i år, efter en hær af detailinvestorer pressede aktiekursen op, da hedgefondforvalter Eric Jackson begyndte at reklamere for virksomheden.