Hun ville blot vide, hvad der blev råbt.
I stedet endte hun med at blive overfaldet midt i en Palæstina-demonstration, der lørdag fandt sted på Skydebanegade i København.
Ifølge Københavns Politi er episoden én af to voldssager, der blev registreret, da demonstrationen udviklede sig dramatisk.
Palæstina-demonstrationen skulle ifølge arrangørerne have været en fredelig demonstration. På Facebook-begivenheden blev deltagerne endda bedt om at tage deres børn med og lade dem gå forrest for at understrege budskabet om fred.
Centralefterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Jensen, forklarer til B.T., at en kvinde blev udsat for et skub under demonstrationen:
»En kvinde er overfaldet i forbindelse med demonstrationen. Hun spurgte ind til demonstrationen, da hun ikke hørte, hvad de råbte,« forklarer han og fortsætter:
»En person blev vred og skubbede til kvinden, men hun har ikke ønsket at anmelde det.«
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan en mand, der stod på gaden og flagede med et amerikansk flag, oplevede at blive slået og sparket.
Manden ønskede ikke at stå frem med navn, da han frygter for sin sikkerhed. Af den grund har B.T. talt med hans partner Nicklas, der har forklaret, hvordan Palæstina-demonstrationen stoppede foran deres bolig i Skydebanegade.
»Hæren af demonstranter gik imod os, samtidig med at de råbte af os. På et tidspunkt kommer der nogle stykker og forsøger at rive flaget væk fra min mand, hvilket udvikler sig til, at min mand bliver overfaldet,« forklarer Nicklas om episoden.
Københavns Politi har til B.T. fortalt, at omkring ti personer kom op at slås til demonstrationen.
»Vi har haft fat i parterne, der var involveret i slagsmålet. Politiet var til stede til demonstrationen og har af den grund set noget af voldsepisoden,« fortæller vagtchef Michael Andersen til B.T.
B.T. har forelagt kritikken for arrangørerne bag demonstrationen, Alle på Gaden for Palæstina (APG). De er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.