Man skulle tro, at det er løgn, men den er god nok.

For Vuelta a España kulminerede i et vanvittigt og helt ubegribeligt kaos i Madrid, hvor demonstranter invaderede ruten på den afsluttende etape og skabte et grimt og trist punktum for løbet.

Etapen blev stoppet og aflyst, og det samme gjorde podieceremonien, mens der var kampe mellem politi og demonstranter, der skabte ravage og smadrede ting på deres vej gennem hovedstadens gader.

»Det er en katastrofe. Meget usympatisk, vil jeg sige, men hvad kan vi gøre?« spørger B.T.s Vuelta-ekspert Bjarne Riis.

Jonas Vingegaard var i snak med en UCI-kommissær, da det blev besluttet, hvad der skulle ske med etapen.
Jonas Vingegaard var i snak med en UCI-kommissær, da det blev besluttet, hvad der skulle ske med etapen. Foto: Javier Lizon/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg er dybt skuffet, over at det virkelig kan lade sig gøre at ødelægge et cykelløb på den måde. Samtidig er det også lidt svært at pege fingre ad noget eller nogen fra min position her.«

»Jeg er irriteret, jeg er gal, jeg er skuffet. Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt. Sikken verden, vi lever i. Gør noget ved det, for pokker.«

Demonstrationerne har været et enormt tema og ender med at stjæle overskrifterne for årets udgave af det spanske storløb, der ellers blev vundet af Jonas Vingegaard.

Men det er ikke meget fest og hyldest, han får inde midt i Madrid blandt publikum.

Politiet var i kamp med demonstranter i Madrid.
Politiet var i kamp med demonstranter i Madrid. Foto: Rodrigo Jimenez/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er synd, at Jonas ikke kan blive hyldet behørigt på podiet i Madrid. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt,« mener Bjarne Riis.

»Det er synd for ham. Det er der ingen, der fortjener overhovedet.«

Undervejs er flere etaper blevet forkortet eller neutraliseret, da det ikke har været muligt at garantere for rytternes sikkerhed.

Du kan følge udviklingen i B.T.s liveblog her.