Ukrainske droner har natten til søndag angrebet det russiske olieraffinaderi Kirisji i Leningrad oblast.
Det oplyser områdets guvernør, Aleksandr Drozdenko, skriver det ukrainske medie The Kyiv Independent.
Raffinaderiet er ifølge Reuters et af Ruslands to største olieraffinaderier målt på volumen.
Kirisji raffinerer omkring 17,7 millioner ton russisk råolie om året - 355.000 tønder om dagen - svarende til 6,4 procent af landets samlede mængde.
Ukraines dronekommando har bekræftet, at den har angrebet raffinaderiet og udtalt, at de har "udført et vellykket angreb".
Alexander Drozdenko har udtalt, at tre droner blev ødelagt i Kirisji-området, og at nedfaldende vragrester udløste en brand, som er blevet slukket.
Ifølge guvernøren kom ingen til skade, skriver Reuters.
Nyhedsbureauet har ikke haft mulighed for at verificere omfanget af eventuelle skader på raffinaderiet.
Siden begyndelsen af august har Ukraine intensiveret angrebene på Ruslands energiinfrastruktur, herunder mod raffinaderier og rørledninger.
Tidligere angreb ukrainske droner havnen Primorsk, hvilket antændte et fartøj og en pumpestation, udtalte den regionale guvernør.
Primorsk er den største havn i det vestlige Rusland og har kapacitet til at laste omkring en million tønder råolie om dagen, skrev Reuters.
Rusland er blandt de største olieeksportører i verden. Ifølge Reuters udgør olie- og gaseksporten en fjerdedel af landets budgetindtægter.
I slutningen af august skrev nyhedsbureauet, at de intensiverede droneangreb rammer Ruslands olieforarbejdning og -eksport.
Dele af Rusland har siden været ramt af benzinmangel.
Krigen i Ukraine begynde i februar 2022, hvor Rusland indledte en fuldskala-invasion af landet.
Fredag sagde Dmitrij Peskov, der er talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at der mellem de to lande er pause i forhandlingerne om en fredsaftale.
/ritzau/