DMI sendte tirsdag et varsel ud om både skybrud og tordenvejr over store dele af Danmark onsdag morgen.

Alligevel har de meget svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, når de skal give en mere detaljeret beskrivelse af, hvad der venter danskerne i løbet af onsdagen.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen.

»Der er en situation, hvor det er vanskeligt at sige noget definitivt. Der er store forskelle i prognoserne, men der er allerede tirsdag ved at danne sig et system i den sydvestlige del af Jylland med regn- og tordenbyger, som bevæger sig mod nordøst,« siger Lars Henriksen.

Han fortæller, at nogle af instituttets prognoser viser, at der lokalt i Jylland kan lande 40-50 millimeter vand, mens det andre steder er nede omkring 20-30.

Meteorologen har dog selv ro i maven og frygter ikke det værste:

»Jeg tvivler på de helt store mængder, men det er bare så svært at sige. Det er simpelthen umuligt, men potentialet for store mængder er til stede,« siger Lars Henriksen.

Temperaturerne i landet kommer også til at variere alt efter, hvor og hvor meget vand, der falder.

De steder, hvor det kommer til at regne mest, vil temperaturerne toppe ved 18 grader, mens der i de østlige dele af landet kan blive 23 grader, forudsiger Lars Henriksen.

Slutteligt opfordrer han danskerne til at holde sig opdateret på DMIs hjemmeside og i medierne - »det er nok det bedste, man kan gøre,« siger han.