Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har nu politianmeldt den chikane, hun onsdag middag blev udsat for på motorvejen ved Ringsted.
Her måtte hendes chauffør undvige en grå varevogn, som klokken 12:15 forsøgte at presse dem ind i autoværnet.
»Vi fik ikke noteret nummerpladsen, men vi har nu politianmeldt den grå varevogn til Midt-og Vestsjællands Politi,« siger Inger Støjberg.
Hun har tidligere onsdag fortalt, hvordan det var to personer med indvandrerbaggrund i den grå varevogn.
Og ifølge Inger Støjberg gav de hende en »fuck-finger«, da de forsøgte af presse hendes bil.
Hvordan undgik I helt præcist, at jeres bil blev ramt af de to personer i den grå varevogn?
»Min unge assistent, der kørte vores bil, undveg dem ved at trække ud til siden af motorvejen, hvor vi kørte fra dem med 130 kilometer i timen, som vi så, vi måtte køre,« siger Inger Støjberg.
Inger Støjberg har i øvrigt fast beskyttelse af Politiets Efterretningstjeneste (PET). De var ikke med i bilen, men kørte ved siden af, oplyser hun.