Det er et af de steder, hvor Spotify længe har haltet i forhold til konkurrenterne.
Men ikke længere.
Og Danmark er blandt de første lande til at modtage nyheden.
'Lossless'-lyd kommer til Spotify fra i dag af, hvis man er Premium-bruger i Danmark.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.
Det betyder, at meget af den musik, der ligger på Spotify kan blive afspillet i markant højere kvalitet, så lyden simpelthen bliver bedre.
Det kræver dog typisk, at man afspiller musikken via noget andet end Bluetooth, da lyden her bliver komprimeret.
'Lossless udrulles gradvist til mere end 50 markeder frem til oktober. Premium-abonnenter i Danmark, Australien, Østrig, Tjekkiet, Tyskland, Japan, New Zealand, Holland, Portugal, Sverige, USA og Storbritannien er allerede begyndt at få adgang,' oplyser den svenske musikgigant.
For at aktivere det skal man trykke på sit profilikon øverst til venstre i appen, gå ind i 'indstillinger og privatliv' og så 'mediekvalitet'.
Der vil man så, når man har fået adgang, kunne aktivere Lossless-streamingkvalitet, oplyser Spotify.
Lossless-kvalitet dækker over musik i op til '24-bit/44.1 kHz FLAC'-kvalitet, der kan lyde lidt teknisk, men betyder, at lyden ikke er komprimeret så meget som mp3-filer og faktisk er i bedre kvalitet end fra en cd.
Lossless-lyd er allerede tilgængeligt hos for eksempel Apple Music eller Tidal.