Trods sure smileys og historier om dårlig hygiejne strømmer københavnere fortsat til Ali Bageri på Nørrebro for at spise populær morgenmad, men for nylig klappede fælden for kæden.

En filial blev lukket midlertidigt med en kæmpebøde, da myndighederne opdagede levende mus på stedet, skriver KøbenhavnLiv.

»På lageret er der ved tilsynet fanget en levende mus,« lyder det i kontrolrapporten fra filialen i Heimdalsgade.

»I anden ende af virksomheden, ved indgang mod kundetoiletter, ses der en ophobning af ekskrementer fra mus,« lyder det videre.

Ali Bageri kalder sig 'kede af den uheldige situation' i en mail til B.T.

Restauranten blev påbudt at betale 15.000 kroner og bringe hygiejne og skadedyrssikringen i orden, og kort efter var der da også styr på sagerne igen. 

Restauranten oplyser til B.T., at mus er et problem i byen, og at man forud for myndighedernes besøg har haft regelmæssig besøg af skadedyrsbekæmper.

Få uger inden Fødevarestyrelsen kom på besøg, havde en skadedyrsbekæmper kontrolleret stedet uden at finde mus, bemærker Ali Bageri, som har underbygget det med en kontrolrapport. 

Restauranten har nu skærpet sine interne procedurer, lyder det.

Det er dog ikke første gang, at hygiejnen sejler hos Ali Bageri, som blandt andet sælger hummus, falafel, kyllingelever og hjemmebagte arabiske fladbrød.

Mens kæden er blevet hyldet og anbefalet i medierne som et godt og billigt sted at spise brunch, har den flere gange fået sure smileys, som KøbenhavnLiv har omtalt.

I april gjaldt det filialen i Esromgade, som opbevarede stegt kylling ved 20 graders varme og havde formodet skimmel på loft og hylder samt gamle produktrester på maskiner.

Ali Bageri i Esromgade har også fået en sur smiley tidligere.
Ali Bageri i Esromgade har også fået en sur smiley tidligere. Foto: Google
Vis mere

Oveni det havde virksomheden undladt at ophænge den seneste smiley-rapport i vinduet. Til sammen udløste overtrædelserne en bøde på 37.000 kroner.

Dengang sagde ejer Ali Staytie til mediet, at man ser kontrolbesøgene som nødvendige og en anledning til at blive skarpere.

KøbenhavnLiv kunne også i 2023 fortælle, at samme filial havde fået en sur smiley. Dengang blev madvarer opbevaret for varmt, og der blev fundet massevis af fluer og deres ekskrementer.

Ledelsesrepræsentant Hassan Staytie sagde i den forbindelse til mediet, at man ville skærpe rengøringen, og at Fødevarestyrelsen var kommet på en uheldig dag.

»Jeg håber, at vores historik vil tale for sig selv. Ali Bageri er 31 år gammelt nu, og vi har aldrig fået en sur smiley før,« lød det dengang. 

Nu har virksomheden så fået tre inden for få år. 

Efter der blev fundet mus hos Ali Bageri i Heimdalsgade, lukkede restauranten  i to dage, foretog en omfattende rengøring og kasserede fødevarer fra berørte områder, oplyser restauranten til B.T.