Den tidligere Premier League-dommer David Coote er blevet sigtet for at have lavet en ulovlig video af en mindreårig.

Coote er blevet anklaget for at have lavet én uanstændig video af et barn i kategori A den 2. januar 2020.

Kategori A er den mest alvorlige kategori i Storbritannien og viser i de fleste tilfælde små børn, der bliver voldtaget eller seksuelt misbrugt af voksne.

Det skriver flere britiske medier, herunder Mirror.

Coote blev fyret af den officielle dommer-organisation (PGMOL) i december sidste år, efter at en video, der cirkulerede på sociale medier, viste ham komme med nedsættende kommentarer om den tidligere Liverpool-manager Jürgen Klopp. 

I juni i år blev han sigtet af det engelske fodboldforbund for kommentarerne, der henviste til Klopps tyske nationalitet og udgjorde en 'grov overtrædelse' af reglerne ifølge FA.

I februar blev Coote også tildelt karantæne af UEFA indtil 30. juni 2026, efter at en video dukkede op, hvor han så ud til at sniffe et hvidt pulver gennem en pengeseddel, mens han var i Tyskland til sidste sommers EM.