Det koster nogle gange en pris at spille den dumme idiot på tv.
Det har skuespiller Thue Ersted Rasmussen måtte sande i forbindelse med en af sine roller – en rolle der samtidig har fans i fængslerne, fortæller han.
Den 39-årige skuespiller har gennem årene spillet en lang række forskellige roller.
To af de mest kendte er atter aktuelle, da TV 2 i sommer først købte rettighederne til Melvin Kakoozas fodboldkomedieserie 'Sunday', og de i denne uge har premiere på en ny sæson af 'Sygeplejeskolen'.
»Jeg er meget privilegeret og stolt over, at der kører to af mine serier på TV 2 lige nu,« fortæller Thue Ersted Rasmussen og peger på, at de to roller som henholdsvis den selverklærede stjernespiller Jonas i 'Sunday' og reservelæge Christian Friis i 'Sygeplejeskolen' minder om hinanden.
»Da 'Sunday' startede, var Jonas idioten på fodboldholdet, mens Sunday var den søde tilkommer. Vi kunne godt mærke, at det blev magert, hvis han hele tiden bare var nederen, så vi fandt ud af, at der var meget mere materiale i det, hvis han mere blev en klovn.«
Han fortsætter:
»Det samme skete i 'Sygeplejeskolen', hvor Friis til at begynde var både arrogant og ubehagelig. Der fandt vi ud af at gøre ham mere til en klovn – en der ikke nødvendigvis gør ting af et ondt hjerte, men fordi han er det der underlige sted mellem sygeplejeeleverne og de gamle konservative læger.«
Thue Ersted Rasmussen fortæller, at særligt Jonas-karakteren har delt vandene hos seerne.
»Med 'Sunday' fik jeg rigtig meget skældud. Der er dem, der hader min karakter af et godt hjerte – og dem som synes, han er den sjoveste i hele serien.«
Han fortsætter:
»Jeg har engang været til en fodboldkamp med Melvin, hvor der kom et ordentligt brød af en fodboldfan hen og truede mig fysisk, fordi Jonas var så ubehagelig overfor Sunday. Der er nogen, der har svært ved at skille tingene ad.«
Det er måske meget godt for dit privatliv, at dine karakterer bliver mere sympatiske hen ad vejen, så du ikke får rockertyper efter dig?
»Haha, rockertyperne er faktisk dem der plejer at være glade for Jonas. Jeg har tit fået kommentarer som: 'Jeg elsker Jonas. Det ('Sunday') er det eneste, jeg ser, når jeg er i fængsel. Det har jeg fået at vide mere end én gang.«
I videoen øverst kan du se Thue Ersted Rasmussen og de andre skuespillere fra 'Sygeplejeskolen' erkende, at de måske er ved at være lidt for gamle til at spille skoleelever.