Der har været kæmpe ballade stort set dagligt ved årets udgave af det spanske cykelløb, Vuelta a España, hvor propalæstinensere har skabt store problemer på ruten.
På søndag, den 14. september, skal 30.000 mennesker løbe rundt i Københavns gader, når dette års udgave af CPH Half Marathon afvikles.
Og arrangøren har forberedt sig i forhold til mulige demonstrationer.
Det skriver DR.
Til mediet oplyser, Lars Nissen, der er eventchef i Sparta Atletik:
»Vi tager enhver bekymring om sikkerheden alvorligt. I tæt samarbejde med myndighederne har vi et omfattende beredskab, der løbende tilpasses det aktuelle trusselsniveau – både når det gælder mulige demonstrationer og andre forhold, som kan påvirke løbet.«
Han henviser til, at man fra løbsarrangørens side følger politiets anvisninger.
Til DR meddeler Københavns Politi, at afviklingen af løbet indgår i politiets planlægning, men at man, af operative hensyn, ikke kan gå i detaljer.
I Vueltaen vil politiet også i den grad være til stede, når løbet afgøres i weekenden.
Lørdag vil der være 400 ekstra repræsentanter fra Guardia Civil, det spanske civilforsvar, til stede på næstsidste etape, der er en bjergetape i området uden for Madrid.
Og søndag er ekstra 1000 politibetjente kaldt på arbejde, når det gælder paradeetapen, der slutter i Madrid by.
