Onsdag er helvede brudt løs i gaderne i den nepalesiske hovedstad Kathmandu.

I vrede over et landsdækkende forbud mod sociale medier er tusinder af demonstranter gået på gaden, sat ild til regeringsparlamentet, og landets premierminister er gået af og flygtet fra de voldsomme optøjer.

Og nu florerer en opsigtsvækkende video af landets finansminister, Bishnu Prasad Paudel, der flygter for sit liv, på de sociale medier.

På videoen, som Daily Mail blandt andet er i besiddelse af, ser man Bishnu Prasad Paudel komme løbende gennem Kathmandus gader efterfulgt af en jagtende folkemængde.

I flugten bliver ministeren pludselig angrebet fra siden med et voldsomt karatespark, der sender ham med voldsom kraft ind i en mur til hans venstre.

Han kommer på benene igen og fortsætter lettere besværet flugten rundt om et hjørne, inden klippet slutter brat.

Forbuddet mod sociale medier blev ellers ifølge BBC løftet mandag, men på daværende tidspunkt var optøjerne allerede ude af kontrol og havde udviklet sig til, hvad mediet kalder 'en massebevægelse'.

Premierminister KP Sharma Oli er trådt tilbage efter de værste uroligheder i Nepal i flere årtier, hvor flere voldsomme sammenstød med politiet i skrivende stund har taget livet af 22 anti-korruptionsdemonstranter de seneste to dage.