Hans Pilgaard har fået et problem.

Han har simpelthen fået svært ved at få kendte danskere til at medvirke i et af sine tv-programmer.

Det drejer sig om TV 2-programmet 'Det store spørgsmål'.

I programserien, der havde premiere i januar 2024 med Lars Mikkelsen som hovedperson, taler Hans Pilgaard med forskellige kendte danskere om livets store spørgsmål.

Hans Pilgaard og Lars Mikkelsen i første sæson af 'Det store spørgsmål'.
Hans Pilgaard og Lars Mikkelsen i første sæson af 'Det store spørgsmål'. Foto: TV 2
Vis mere

I første sæson medvirkede navne som Casper Christensen, Anne Linnet og Peter Schmeichel, men siden sidste afsnit, der blev sendt i april 2024, har der været stille omkring programmet.

Da Billed-Bladet møder Hans Pilgaard på den røde løber til premieren på filmen 'Hood', fortæller han, at han slet ikke er færdig med at lave 'Det store spørgsmål', men at det bare er lettere sagt end gjort.

»Grunden til, at der ikke er kommet flere afsnit af 'Det store spørgsmål', er fordi, at folk siger nej,« fortæller Hans Pilgaard.

Han er stadig optimistisk på programmets vegne, men tror det er mere realistisk, at man fremfor en længere række programmer må nøjes med selvstændige udsendelser.

Hans Pilgaard tilføjer i den forbindelse, at han lige nu har kontakt med et par kendte navne, som han håber vil sige ja til at medvirke.

Andre læser også