Imens myndighederne stadig er ved at finde hoved og hale i drabet på den prominente konservative profil Charlie Kirk, ulmer en voldsom vrede nu blandt republikanske vælgere.
De er rasende over dele af mediedækningen af drabet, der da også eftersigende nu har kostet en politiske analytiker jobbet.
Med god grund - vurderer USA-ekspert Mirco Reimer Elster.
»I konservative kredse har der, med rette, været et stort ramaskrig over dele af dækningen i medierne, særligt fra MSNBC, der eftersigende har været nødt til at fyre en af deres analytikere,« siger Elster til B.T.
Det er ifølge Fox News MSNBC's politiske analytiker Matthew Dowd, der er blevet fyret for at antyde, at det var Charlie Kirks egen »hadefulde« retorik, der førte til hans mord.
MSNBC har tidligere fordømt Dowds kommentarer på sociale medier.
»Under vores dækning af nyheden om skyderiet mod Charlie Kirk kom Matthew Dowd med kommentarer, der var upassende, ufølsomme og uacceptable,« lød det undskyldende fra MSNBCs præsident.
Ifølge New York Post opstod der også en anden bemærkelsesværdig episode på MSNBC med netop Matthew Dowd, idet han angiveligt også spekulerede i, at den person, der skød Charlie Kirk, var en fan.
»Vi ved ikke, om det var en tilhænger, der affyrede sit våben for at fejre,« sagde Matthew Dowd.
USA-eksperten Mirco Reimer Elster kalder kommentarerne for »skandaløse og absurde.«
»Der er ikke nogen tvivl om, at det er et politisk motiveret drab. Det er også derfor, det er skandaløst, hvad Dowd siger, for det er jo ikke et uheld,« vurderer Elster.
Han fortsætter:
»Man føler i det hele taget i det konservative USA, at der har været et skifte, hvor politisk motiverede angreb overvejende bliver begået mod dem,« siger han og påpeger dog, at dette kan være svært at vurdere.
Charlie Kirk blev skudt onsdag under et debatmøde på Utah Valley University i den amerikanske delstat Utah.
Han blev hastet på hospitalet, hvor han senere blev erklæret død.
Et skud blev ifølge myndighederne formentlig affyret fra et tag på en bygning ved det campus, hvor debatmødet fandt sted.
Gerningsmanden er endnu ikke fundet, og en menneskejagt er i gang - følg det seneste nye i B.T.s liveblog HER.
Kirk blev 31 år. Han efterlader sig en hustru og to små børn.
Følg udviklingen i USA i B.T.s LIVE-blog lige her.