Efter mordet på den ekstremt indflydelsesrige konservative influencer Charlie Kirk onsdag i Utah er politiets efterforskning nu gået i en bestemt retning.

Alt tyder på, at det dræbende skud blev affyret fra et tag på en bygning over 100 meter borte. En menneskejagt er nu i gang.

Kort efter Donald Trumps nære allierede Charlie Kirk var blevet ramt af et skud på Utah Vally University i delstaten Utah, blev en mand anholdt.

Det virkede til, at efterforskningen hurtigt kunne lukkes ned.

Men som tiden gik, stod det klart, at politiet alligevel ikke havde gerningsmanden i deres varetægt.

Da Charlie Kirk kort efter sin ankomst til hospitalet blev erklæret død, stod politiet på bar bund.

I hvert fald når det gælder gerningsmandens identitet.

For det amerikanske forbundspoliti, FBI, mener at have en idé om, hvor det dræbende skud kom fra.

Charlie Kirk blev formentlig dræbt af et skud fra lang afstand, lyder politiets teori.
Charlie Kirk blev formentlig dræbt af et skud fra lang afstand, lyder politiets teori. Google Maps

»Skyderiet menes at være et målrettet angreb. Skytten menes at have skudt fra taget af en bygning ned til stedet for det offentlige arrangement i studentergården,« lyder det i en erklæring fra FBI.

Hurtigt har en række amerikanske medier – herunder New York Times – fundet frem til den bygning, hvor den mulige gerningsmand kan have befundet sig.

Den ligger omkring 130 meter fra det sted, hvor Charlie Kirk var i gang med et politisk arrangement udendørs, da han blev skudt.

Charlie Kirk var en god ven af Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., som han blandt andet rejste til Grønland med tidligere på året.

Samtidig havde Kirk millioner af følgere på sociale medier og blev vurderet til at være en af de mest kendte og berømte konservative stemmer i USA.

Vi dækker løbende mordet i vores liveblog. Den kan du finde lige her.