I den 14 sekunder lange video ses den norske ungdomspolitiker Amrit Kaur fra Rød Ungdom komme med en kort kommentar til drabet på den amerikanske, konservative aktivist Charlie Kirk.
Og det har nu skabt ramaskrig i Norge.
Selv i egne rækker bliver der nu taget afstand fra indholdet i videoen, skriver Nettavisen.
»Det hører ingen steder hjemme at gøre grin med det her. Det skulle Kaur aldrig have gjort,« som det lyder fra Marie Sneve Martinussen, partileder for Rødt – moderparti for Rød Ungdom. Se videoen her:
Amrit Kaur lagde altså videoen på TikTok, efter at Charlie Kirk blev meldt død i det skudattentat, der fandt sted tirsdag. Følg B.T.s liveblog om hændelserne HER
Her sagde hun:
»Charlie Kirk er død, folkens. Det er så forfærdeligt. Hvad sker der med demokratiet? Åh nej,« lyder det.
Men ordene falder med tydelige ironi og med et bredt smil på Amrit Kaurs læber.
Derfor har en række norske politikere og kommentatorer også taget skarpt afstand fra indholdet.
Og ifølge Dagbladet har næstformanden i Rød Ungdom, Ahmed S. Al-Saedi, på grund af videoen nu valgt at trække sig fra ungdomsorganisationen. Det er dog ikke blevet officielt bekræftet.
Amrit Kaur har efterfølgende slettet videoen fra TikTok.
Til Nettavisen sætter hun ord på årsagen:
»Jeg har slettet den, fordi det kan opfattes som om, at jeg støtter drab på politiske modstandere. Det gør jeg ikke,« lyder det fra hende.
Videre fortæller ungdomspolitikeren, at hun blev »revet med« af ældre videoer, der er blevet delt på sociale medier efter drabet, hvori Charlie Kirk i et interview fortæller, at det er o.k., at folk dør som en konsekvens af våbenlovgivningen i USA.
Og det er rigtigt.
Mange har i timerne efter drabet på eksempelvis X delt klip fra et 2023-interview, hvor den nu dræbte debattør siger, at man i et samfund, hvor det er tilladt at bære skydevåben, må leve med, at folk bliver dræbt netop med skydevåben:
»Jeg synes, det er en pris, der desværre er værd at betale, at vi har nogle dødsfald forårsaget af skydevåben hvert eneste år, så vi kan have 'Second Amendment' til at beskytte vores andre gudgivne rettigheder,« siger Charlie Kirk her om det afsnit i den amerikanske forfatning, der giver borgere ret til at bære våben.
Den norske ungdomspolitiker Amrit Kaur siger om sammenkoblingen af hendes video og dét udsagn fra Charlie Kirk.
»Jeg anerkender, at der er faldet i dårlig smag, og at det ikke var let at forstå konteksten. Politisk motiverede drab er skræmmende, og det skaber et farligt og polariseret klima,« siger hun:
»Jeg er også bekymret for, om Trump-organisationen vil bruge det (mordet på Charlie Kirk, red.) til at slå endnu hårdere ned på venstrefløjen i USA.«