Efter det længe ventede møde med sin far, Kongen, deler prins Harry nu de første ord.
Det skriver Daily Mail efter onsdagens møde, hvor de to mødtes for første gang i halvandet år – til stor bevågenhed.
Mødet skete under Prins Harrys besøg i London, der havde fået de lokale medier til at gå i selvsving over, hvor vidt et møde ville finde sted, hvilket de altså endte med at få ret i, idet kong Charles og prins Harry mødtes onsdag aften.
Og til en efterfølgende reception for 'Invictus Games' – en sportsbegivenhed for krigsveteraner – blev Harry spurgt ind til mødet.
»Ja, han har det godt, tak,« lød det kortfattede svar fra prins Harry, da han blev spurgt ind til faderens tilstand.
Onsdag udtalte B.T.s underholdningsredaktør Fie West Madsen, at mødet mellem Charles og Harry kan være et tegn på, at der er forsoning på vej mellem parterne, der har haft et turbulent forhold siden Harrys beslutning om at forlade kongehuset.
»Det kunne godt tyde på, at det er et skridt i retningen af en forsoning, som især prins Harry har rakt ud efter, men hvad mødet præcis betyder er naturligvis for tidligt at sige,« siger Fie West Madsen.