Michael Brandt tænkte, at det måtte være en joke, da mailen tikkede ind for små to uger siden. 

Et styk glasskål bestilt hos glaspusteriet Baltic Sea Glass på Bornholm til ingen ringere end selveste Paven. 

»Vi kunne slet ikke tro det. Men den var god nok. Det er helt vildt for os,« siger medejer af virksomheden, Michael Brandt, til B.T. 

Historien om, hvordan en skål fra det lille glaspusteri på Bornholm fandt sin vej mod Pave Leo den 14. i Vatikanet, startede hos biskoppen fra Trondheim i Norge. En historie, ejerne bag Baltic Sea Glass først har fortalt til TV 2 Bornholm

Skålen, som blev overrakt til Paven, er lavet i blågrønt glas. 
Skålen, som blev overrakt til Paven, er lavet i blågrønt glas.  Foto: Annette Timmermann
Vis mere

Biskoppen havde foreslået, at det netop skulle være Baltic Sea Glass på Bornholm, som skulle stå for det stykke glaskunst, den nordisk-katolske bispekonference skulle overrække til den nye pave. 

Hvordan biskoppen havde hørt om det bornholmske glaspusteri, ved Michael Brandt dog ikke. 

»Vi er måske mere kendte, end vi selv tror,« siger han. 

På den måde fik søster Miriam fra den nordisk-katolske bispekonference en grøn glasskål med til Vatikanet den 4. september, som hun overrakte til Paven på vegne af bispekonferencen. 

På skålens certifikat fik Baltic Sea Glass lov til at skrive, at gaven var til Paven. 
På skålens certifikat fik Baltic Sea Glass lov til at skrive, at gaven var til Paven.  Foto: Annette Timmermann
Vis mere

»Jeg tænker, at skålen tiltalte dem på grund af dens motiver. Havet, fiskenettene og tilknytningen til Bornholm,« siger Michael Brandt. 

For Baltic Sea Glass har oplevelsen været helt vild, og der er næppe nogen, der kan toppe Paven på ønskelisten over mulige kunder, fortæller Michael Brandt. 

»Jeg viste flere af vores kunder et billede af skålen og bad dem om at gætte, hvem den var til. Nu må jeg sige undskyld til Kongehuset, men flere spurgte om det var dronning Margrete, og der måtte jeg svare større end det,« siger han med et grin og fortsætter: 

»Der var også nogen, der gættede på Donald Trump. Der måtte jeg bare sige meget, meget, meget større end det.« 

Michael Brandt understreger, at det ikke blot er en fjer i hatten til glaspusteriet, men også til Bornholm i det hele taget.