Når han ikke har stået på scenen i Tivoli, har han haft travlt med at blande bestik med sin kæreste.
Skuespiller Magnus Haugaard afslører nemlig, at han er flyttet sammen med sin kæreste Pelle Storgaard Jespersen.
Det fortæller den 30-årige skuespiller til Se og Hør.
Her lyder det, at de efter nogle års parforhold er flyttet sammen i Magnus Haugaards lejlighed på Frederiksberg.
Og når to hjem skal samle sig til et, kan diverse uenigheder som tallerkner, malerier på væggene og hvor skabet skal stå, komme snigende ind i en ellers lykkelig begivenhed.
Men heldigvis for parret, har flytningen både været gnidningsfri og dejlig, uddyber Magnus Haugaard.
»Pelle har enormt meget bedre smag, end jeg har, så det har været gnidningsfrit, at han er kommet ind og har gjort det, der skulle gøres,« siger han.
Magnus Haugaard har gennem sommeren været på scenen i Cirkusrevyen.
I efteråret vender han ifølge mediet tilbage til optagelserne til sæson otte af TV 2-serien 'Sygeplejeskolen'.