Sanger Pernille Rosendahl skulle egentlig på turné snart.

Men nu aflyser hun alt.

Det oplyser sangerinden i et opslag på instagram.

'At gennemføre en tour er en stor opgave, og en kombination af at have løbet alt for stærkt, alt for længe, samt uforudsete udfordringer gør, at jeg bliver nødt til at træde et skridt tilbage,' lyder det.

Pernille Rosendahl oplyser ikke den konkrete årsag til aflysningerne men konstaterer videre, at hun håber på publikums forståelse.

'Jeg har brug for at passe på mig selv nu, så jeg på sigt kan vende stærkere tilbage og igen dele musikken med jer,' skriver sangerinden.

Ifølge Pernille Rosendahls hjemmeside skulle hun have spillet 15 solokoncerter resten af året. Blandt andet i Herning Kongrescenter, Musikhuset i Esbjerg og DR Koncerthuset.

Udover aflysningen er sin turné har Pernille Rosendahl tilsyneladende også slettet alle opslag på sin instagramprofil, hvor der nu blot ligger hendes seneste opslag samt et enkelt om hendes tidligere sommerturné med kollegaen Dorthe Gerlach, som egentlig stadig er i gang.

Pernille Rosendahl meldte i første omgang ikke noget ud om dén turné i sit opslag, men siden har hun præciseret i en story på instagram, hvor hun gør det klart, at de resterende koncerter med Gerlach udføres som planlagt.

Hun uddyber desuden, at det specifikt er hendes solo-koncerter fra 23. oktober til 23. november, der aflyses.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra sangerinden.