BAHRAIN: En 16-årig dreng mistede sent fredag livet under uroligheder i golfnationen Bahrain.

Drengen, Husam al-Hadad, blev tæsket af sikkerhedsstyrkerne og døde af sine kvæstelser.

Bahrains indenrigsministerium bekræfter over for nyhedsbureauet AP, at den 16-årige er blevet dræbt, men kun fordi han kastede molotovcocktails mod politistyrkerne, lyder det.

Optøjerne i landet opstod dagen efter, at den fremtrædende aktivist Nabeel Rajab blev idømt tre års fængsel for at have deltaget i demonstrationer mod regeringen.

Siden februar sidste år har mindst 50 mennesker i østaten mistet livet i opgøret mellem landets sunni- og shiamuslimer, og flere tusinder er blevet anholdt.

Bahrain styres af et sunnimuslimsk mindretal med Kong Hamad bin Isa al-Khalifa i spidsen. Det shiamuslimske flertal kæmper for større politisk indflydelse i monarkiet.

BNB