I en række måneder har Bornholm oplevet fænomenet, der menes at være fjendtligt og stamme fra Rusland.
Natten til 14. maj skete det igen. Men denne gang var noget helt anderledes.
Meget tyder ifølge en ekspert på, at oprindelsen denne gang var meget tættere på.
Og midt under en stor Nato-øvelse.
Der er tale om forstyrrelser af GPS-signaler. Såkaldt GPS-jamming.
Fænomenet har siden december 2023 gentagne gange ramt store dele af Østersøen – inklusiv Bornholm.
Og for nylig kunne Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en kort pressemeddelelse beskrive, at man anser det for »meget sandsynligt, at Rusland står bag«.
Det er første gang, at Danmark officielt har sat en afsender på den omfattende jamming, som i yderste tilfælde kan lægge store dele af dansk infrastruktur i form af mobilnet, GPS-navigation, elnet, dankorthandel og aktiehandel ned.
I samme pressemeddelelse fra FE blev det videre beskrevet, at man mener de sidste mange måneders »stigende« mængde GPS-jamming over Østersøen og dansk territorium har sin oprindelse i området omkring den russiske storby Skt. Petersborg og den russiske enklave ved Østersøen Kaliningrad.
»Jammingen har en rækkevidde ud til ca. 450 km afhængig af flyvehøjde, da den er begrænset af Jordens krumning. Det betyder f.eks., at det udelukkende er fly i stor højde, der påvirkes i luftrummet over Bornholm pga. afstanden til jammeren,« som det blandt andet blev beskrevet af FE.
Længe har den danske ekspert i netop GPS-jamming Søren Reime Larsen, der er ph.d.-student ved DTU Space, observeret den stigende mængde af forstyrrelse af GPS-signalerne.
Men da han fik kigget lidt nærmere på de offentlig tilgængelige data fra GPS-stationen i Tejn Havn på det nordlige Bornholm, var der noget, som var anderledes.
To gange – natten mellem 13.–14. maj og igen natten mellem 17.–18. maj – var GPS-jammingen ikke at finde flere kilometer oppe i luftrummet over solskinsøen.
Har du oplevet GPS-forstyrrelser på Bornholm i det nævnte tidsrum? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til vores journalist Jeppe Elkjær på jepa@bt.dk.
Denne gang var det nede ved jordoverfladen.

»De forstyrrelser, der fandt sted 13.–14. maj og igen 17.–18. maj, var registreret ved landjorden. Ikke bare på Bornholm, men også i det sydlige Sverige. Og det har stået på i flere timer begge nætter,« siger Søren Reime Larsen.
At forstyrrelserne af GPS-signalerne ved de to lejligheder er målt ved landjorden, men alligevel er blevet registreret på både Bornholm og i det sydlige Sverige tyder på en ret klar konklusion, fortæller den danske ekspert.
»Der er tale om en ret kraftig jammer. Og med den rækkevidde tyder det på, at det er bevidst. Når det er så stort, så er det ikke utilsigtet,« siger Søren Reime Larsen og uddyber:
»Det her har et mere lokalt ophav end de tilfælde af jamming, vi tidligere har set i dansk luftrum. Kilden er mere lokal. Formentlig i form af en eller flere både nord for Bornholm,« siger han.
B.T. har spurgt de svenske myndigheder, om de også har oplevet GPS-jamming langs landjorden i den periode, det er blevet registreret på Bornholm.
»Det er rigtigt, at der har været nogle forstyrrelser i de dage/tidspunkter. Og der ser også ud til at have været lidt i løbet af 14.–15. maj,« hedder det i et svar til B.T. fra Lantmäteriet, der har til opgave at måle den slags i Sverige.
Her lyder svaret på, hvor forstyrrelserne kommer fra:
»Det er svært at vide med sikkerhed, hvad kilden til forstyrrelserne er.«

B.T. har i forbindelse med de nye oplysninger spurgt den danske Forsvarskommando og Forsvarets Efterretningstjeneste, om de har en idé om, hvad der kan være årsagen til GPS-jammingen langs landjorden nær Bornholm de to gange i maj. Samt hvem de mener, der kan stå bag.
Ingen af stederne ønsker man at kommentere nærmere.
I det tidsrum, som de nye forstyrrelser langs landjorden fandt sted, var der ikke bare én, men hele to store Nato-øvelser i gang.
Den ene var 'Steadfast Defender 24', en stor logistikøvelse over blandt andet Østersøen, og som eksempelvis betød, at der var amerikanske militærhelikoptere over København for et par uger siden.
Den anden var 'Flaming Sword 24', der var en øvelse blandt en række specialtropper i Nato-lande. Selvsamme øvelse fik besøg på Bornholm af ingen ringere en kong Frederik 21. maj, kan man læse i en pressemeddelelse på Kongehusets hjemmeside.
B.T. har spurgt såvel FE som Forsvarskommandoen om, hvor vidt GPS-jammingen natten mellem 13.–14. og 17.–18. maj har været en del af en eller begge Nato-øvelser.
Heller ikke her har de ønsket at svare.
Søren Reime Larsen kan godt se, at Nato kan have foretaget en øvelse af GPS-jamming – muligvis som svar på Ruslands gentagne aktioner.
»Det kan godt være, at Nato har øvet sig. Men på den anden side, så ville jeg forvente, at der ville komme en udmelding, hvis det var tilfældet, da det kan berøre både skibs- og flytrafik,« siger Søren Reime Larsen.
Han har derfor også et andet bud på, hvad der kan være sket de to nætter i maj.
»Det kan også sagtens være Rusland, som forstyrrer GPS som et svar på Nato-øvelsen.«
