For en lille uge siden tilstod en pusher, at han havde solgt 1,35 gram kokain.

Det viser sig, at køberen af det forbudte stof ikke var hvem som helst.

For ifølge Københavns Politis sigtelse mod den 50-årige pusher var køberen en mandlig dansk kendis. 

Pusherens tilståelse kom, da han blev fremstillet i dommervagten i Københavns Byret i sidste uge.

Her blev narkohandleren sigtet for i alt fire forhold om handel med kokain og mdma.

Foran dommeren valgte han at tilstå to af forholdene, blandt andet salget til den danske kendis, og delvist tilstå sagens sidste to sidste forhold.

Handlen med den midaldrende mandlige kendis skulle ifølge Københavns Politi have foregået i Sigurdsgade på Nørrebro 31. maj 2024.

Her skulle pusheren sammen flere uidentificerede medgerningsmænd have solgt de 1,35 gram kokain for 1000 kroner til kendissen.

Ifølge politiet blev kokainen leveret omkring klokken 19.45.

Fem minutter senere, 19.50, blev pusheren stoppet af Københavns Politi i Titangade få meter fra Sigurdsgade med 19,05 gram kokain og 7,21 gram mdma.

I alt mener politiet, at pusheren har solgt 33,95 gram kokain for 25.100 kroner. Det var penge, som han havde på sig, da han blev anholdt – hvilket han tilstod, men forklarede, at pengene ikke stammede fra handel med stoffer.

Da B.T. kontakter den danske kendis, nægter han ethvert kendskab til sagen.

»Det kender jeg ikke noget til,« lyder svaret, inden han kort efter lægger røret på.

Det er ikke første gang, at manden, der har medvirket i flere tv-shows, er på kant med loven for euforiserende stoffer, da han tidligere er dømt i en lignende sag.

Den 50-årige pusher blev varetægtsfængslet i 27 dage.