Den unge dansker virkede træt og slet ikke i hopla som torsdag, da hun tabte klart i anden runde af den store WTA 1000-turnering i Rom.

Lige så sprudlende, Clara Tauson var i første runde, lige så ustabilt og selv-ødelæggende spillede hun i anden runde, da hun klart tabte med cifrene 1-6, 2-6 til russiske Kalinskaya. Kampen udstillede flere af Clara Tausons problemer. Herunder får du B.T.s dom over Clara Tausons præstation.

Det var tydeligt, at fysikken drillede Clara Tauson i det solbeskinnede Rom. Det var danskerens fjerde kamp på få dage, da hun skulle igennem et par kvalifikationskampe. Tausons russiske modstander kom helt frisk ind til kampen, da det var hendes første af slagsen, fordi hun først trådte ind i turneringen i anden runde.

Clara Tauson har døjet med en del skader på det seneste og sagde efter torsdagens sejr, at hun stadig kun var tilbage på 80 procent af topformen. Det blev meget tydeligt i opgøret, hvor hun til tider så meget opgivende ud – og slet ikke gik efter flere bolde for at spare kræfter.

Det er og bliver et af Tausons store problemer, fysikken. Især når hun kommer et par kampe ind i de store turneringer, og modstanderne bliver bedre og duellerne længere.

Desværre blev det derfor til endestationen i anden runde på gruset i Rom for Clara Tauson, der kunne have besejret Kalinskaya, hvis hun havde bragt niveauet fra gårsdagens sejr med sig – og havde mere friskhed i kroppen. 

Det var som nat og dag at se Clara Tauson i aktion i første og anden runde på Roms grus.

Torsdag fløj danskeren rundt på banen i opgøret mod Saville. Hun dikterede kampen, overskuddet osede ud af hende, og der blev uddelt tørre torsdagstæsk.

Mod Kalinskaya var Tauson oppe mod en modstander af en helt anden kaliber, og danskeren lignede på skift en, der boblede indeni og var tæt på at eksplodere, og en, der i glimte viste høj klasse i sit spil.

Frustrationerne tog klart over hos danskeren, der skal have arbejdet gevaldigt på sin indstilling. Tauson kommer nemlig i vejen for sig selv, når det mentale driller, og hun ender med at give en del gratis point væk. På det punkt var det slet ikke godt nok.

Clara Tauson lignede undervejs en, der kæmpede gevaldigt med motivationen mod Kalinskaya.

Men for anden dag i træk var det i hvert fald ikke kulissen, der skulle bære den 21-årige dansker. 

I stedet for en brandvarm tennisarena var der flere tomme sæder på det lille anlæg, byggerod og en trafikeret vej lige ved siden af banen.

Det lignede mest af alt en træningsbane.

Arrivederci, Clara!

Anden runde blev endestazione for vores danske darling, og selvom hun virkelig mødte en stærk spiller i russiske Kalinskaya, sidder vi med en lidt dårlig smag i munden.

Første runde lovede godt, og vi havde forhåbninger om en turnering, hvor Tauson fik samlet en del point sammen, der kunne sende hende op af verdensranglisten.

Desværre stoppede det italienske eventyr alt for brat.