Det er slut med teltlejre foran Københavns Universitet. 

Det skriver de propalæstinensiske studerende, som kalder sig Studerende mod Besættelsen, i en pressemeddelelse søndag. 

De studerende pakker teltene ned, fordi Københavns Universitet den 28. maj meldte ud, at de trækker deres investeringer fra tre virksomheder, som er på FNs liste over virksomheder, der har aktiviteter i israelske bosættelser på vestbredden. 

De studerende har siden starten af maj slået lejr i protest mod blandt andet universitets investeringer, men nu flytter de studerende ifølge pressemeddelsen »kampen videre fra Rafah Garden«, som de har døbt teltlejren. 

Rafah er den sydligste by i Gaza, og i området bor der i øjeblikket hundredtusindvis af internt fordrevne palæstinensere. Rafah var frem til februar et af få steder i Gaza, hvor palæstinenserne kunne søge tilflugt, men de seneste uger har Israel udført en række angreb rettet mod netop Rafah.

Kl. 17 pakker de studerende i København teltene ned og markerer nedlukningen med »en stor manifestation« kl. 17. 

»Udmeldingen er et direkte resultat af det pres, vi har lagt på universitetet gennem de sidste tre år. Det er en stor sejr – for studerende og ansatte på KU, men også for hele bevægelsen. Vi ser sejren som det første skridt på vejen til at sikre, at KU ikke bidrager til den israelske besættelse af Palæstina,« skriver Studerende mod Besættelsen i pressemeddelelsen. 

Ifølge de propalæstinensiske studerende har »lejren har »givet et stort momentum til bevægelsen og har bevist, hvor meget vi kan opnå sammen.«

En talsperson for gruppen, Salam El Youssef, sagde den 21. maj, at »vi smutter ikke, før de lever op til de seks krav« med henvisning til at de protesterende havde stillet seks krav til Københavns Universitet. 

De krav er ifølge bevægelsen nu delvist opfyldt. 

Studerende mod Besættelsen sagde samme dag, at man ikke have planer om at fjerne sig fra universitetet selvom de studerendes sommerferie begyndte. 

I dag lyder meldingen, at man pakker teltlejren ned, »fordi vi tror, at vi kan bruge vores kræfter mere effektivt. Det tager mange ressourcer at holde en lejr kørende, og disse kræfter vil vi gerne frigive, for at vi kan lave mere målrettet politisk arbejde.«

Andre læser også