Der er god grund til at rette blikket mod nattehimlen søndag den 7. september.
Her får vi nemlig chancen for at opleve et helt særligt syn: en total måneformørkelse, også kaldet en blodmåne.
Det oplyser DMI.
Allerede fra klokken 20 søndag aften vil formørkelsen starte. Solnedgangen kan dog tage lidt af effekten i begyndelsen.
Når solnedgangens lys har lagt sig, vil månen stå i fuldt blodrødt skær i cirka en time frem.
En blodmåne kan kun opstå ved fuldmåne, når Jorden stiller sig på den helt rigtige plads mellem Solen og Månen.
Danskerne skal dog nyde synet, mens de kan, for blodmåner hænger ikke på træerne.
Den næste blodmåne vurderes først at kunne opleves i Danmark nytårsaften 2028.