»Er det for sent at ringe til Christian Eriksen?«

Sådan spurgte B.T. sportsredaktør Lasse Vøge i sin dom over kampen mod Skotland, der endte 0-0.

Det spørgsmål blev sendt videre til landstræner Brian Riemer på pressemødet kl. 23.30 fredag aften i Parken.

»Der kan du så hilse ham fra mig at sige, at jeg synes, det er et forkert spørgsmål,« siger landstræneren.

»Vi snakker om en mand, der lige har haft sit første træningspas. Der er nogle årsager til, at han ikke er her, og de har ikke ændret sig fra sidst.«

»Vi har taget de spillere med, der er til rådighed, og som, vi har vurderet, har været bedst. Og jeg synes, vi har en rigtig stærk trup og nogle gode spillere.«

»I dag ramte vi som gruppe ikke vores bedste niveau. Det må vi gå hjem og evaluere på og sikre os, at vi - til en fuldstændig anderledes opgave på mandag - står endnu bedre rustet,« siger Brian Riemer.

Mandag venter Grækenland på udebane i en ny VM-kvalifikationskamp.

Christian Eriksen trænede torsdag med Malmö FF, men der er fortsat ikke noget nyt om, hvor han fortsætter karrieren.