En eftermiddagsshoppetur udviklede sig torsdag dramatisk for en 50-årig kvinde.
Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst til TvSyd, at man 13:59 fik en anmeldelse om tyveri fra Change i Haderslev.
Den 50-årige kvinde havde handlet undertøj, men fik kortet afvist, da hun skulle betale. Og så blev stemningen mere anspændt.
»Pludselig råber hun så 'Det kan I få for dét', og går ud af butikken med undertøjet,« fortæller Nikolaj Hølmkjær, vicepolitiinspektør hos politikredsen, til TvSyd.
Kvinden blev herefter standset af politiet. Hun nægtede dog at have stjålet undertøjet, og nægtede derudover at oplyse sin identitet til politiet, fortæller vicepolitiinspektøren til mediet.