»Det var den værste tid i mit liv.«
Sådan husker Mette Overmark fra 'Gift ved første blik' tilbage på sit alvorlige sygdomsforløb, der kostede hende job og kæreste. Her fortæller hun om vejen tilbage – til blandt andet at kunne date på tv.
43-årige Mette Overmark bor i Roskilde med sine tre børn og deres hund 'Hr. Nielsen'.
For tiden kan man følge hendes tv-ægteskab med 48-årige Thomas Clausen på DR i 'Gift ved første blik', hvor hun blandt andet i denne uge åbner op om, hvordan hun i 2020 pludselig fik konstateret brystkræft.
»Det var så kaotisk. Det var under corona, hvor man i forvejen var i en form for undtagelsestilstand, og så toppede jeg den lige med en livstruende sygdom oveni,« fortæller Mette til B.T. om den kræftsygdom, der både betød, at hun mistede sit job og en kæreste.
»Det var nærmest uvirkeligt. Sådan noget der kun sker på film. Jeg har først kunne forholde mig rigtig til det hele, efter jeg kom ud på den anden side af behandlingen,« fortæller hun videre.
Mette fik undervejs god støtte af sin eksmand – faderen til hendes tre børn – familie og venner, før hun i 2021 blev erklæret rask.
Hun har siden måtte leve med senfølger som smerter og træthed, hvilket betyder, at hun i dag må arbejde på nedsat arbejdstid.
Hvordan var det at date i perioden efter sygdommen?
»Det var rigtig svært. I starten følte jeg, at det fyldte alt. At jeg havde et kæmpe stort skilt stående i panden, hvor der stod, at jeg havde haft kræft. Det er først nu, at jeg kan se, at jeg i starten slet ikke var klar til det.«
»Jeg havde elendigt selvværd og søgte bare nogen, der kunne sige, at jeg var god nok. Det var meget sårbart, og jeg gik hele tiden med tanker om, at der ikke var nogen, der ville date sådan en som mig – slet ikke i den swipe-verden, vi lever i.«
»Det var jo en form for identitetskrise. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg skulle. Jeg havde jo samtidig et knust hjerte – så på et tidspunkt parkerede jeg dating lidt.«
Hvordan endte du så med at melde dig til 'Gift ved første blik'?
»Haha, jeg har også datet i mellemtiden. Jeg kom ikke direkte fra sygesengen. Det der tiltalte mig var, at jeg synes, det er et ordentligt, seriøst program. Det er et spændende eksperiment, der handler om det allerinderste. Alt det, der betyder noget.«
»Jeg tilmeldte mig faktisk allerede sidste år, og var blandt de sidste, før de ikke havde et match. Det var en lettelse, for på det tidspunkt, var jeg alligevel ikke helt klar til alt det, der følger med af eksponering osv.«
Hvordan havde du det med at skulle fortælle om dit sygdomsforløb til Thomas?
»Det fyldte meget i hovedet. Jeg er åben om det. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, men jeg er klar over, at det er en stor bagage at have med sig.«
»Jeg ville sige det hurtigt, da det er noget mig liv er formet efter med de senfølger, jeg har – og da Trine (Programmets psykolog, red.) så nævnte det i sin tale til vores bryllup, at vi begge havde haft sygdom inde på livet – så valgte jeg at sige det dagen efter.«
Hvordan synes du, Thomas tog det?
»Han tog det rigtig fint og omsorgsfuldt. Det var en lettelse at få sagt, så vi kunne komme videre og snakke om noget andet og lære hinanden at kende.«
Ændrede det noget I jeres relation?
»Nej, hverken i den ene eller den anden retning. Det føltes bare trygt og let at sige.«
Hvordan har det indtil nu været at gense det hele på tv?
»Det er generelt meget rørende. Jeg ser den version af mig selv, som jeg gerne vil være – den der har været væk i de hårde år.«
Har du fået nogle reaktioner fra seerne?
»Ja, det har virkelig været overvældende. Jeg er blevet lagt ned af kærlighed. Både fra folk jeg kender og folk jeg ikke kender. Folk der har været syge og bliver rørte og skriver, at de synes jeg er sej og bare vil mig det bedste.«