Et massivt kokainmisbrug afsporede hans karriere. Nu åbner Charlie Sheen op om den turbulente tid.
Skuespilleren fra 'Two and a Half Men' er i dag clean på ottende år, fortæller han i et stort interview med People Magazine.
Han siger, at han ville dø, hvis han rørte stoffer igen:
»Om det passer eller ej: Jeg kan godt lide at tænke, at næste omgang ville tage livet af mig.«
Sheens Hollywood-karriere var godt kørende, inden stofferne satte et kæp i hjulet for den.
Ifølge Mirror tjente han på et tidspunkt 11 millioner danske kroner per afsnit af Two and a Half Men.
Han blev dog fyret fra serien i 2011, efter hans kokainmisbrug havde ført til offentlige skandaler og problemer i seriens kulisser.
Samme år gav han en stribe rablende interviews, hvori han blandt andet hævdede, at der løb 'tigerblod' gennem hans årer.
I dag føler han stadig skam, siger han til People Magazine:
»Det er de øjeblikke, hvor de grusomme minder, valg og konsekvenser rammer mig.«
Sheen udkommer næste uge med sin egen bog og en Netflix-serie, hvor han vil fortælle sin historie.