Hvis blå blok får magt, som de har agt, så er der særligt én lov, de vil smide på historiens mødding - og det i en fart.
Det fortæller partilederne nu, hvor sløret løftes for en del af en 100-dages plan for en blå regering. En plan, som ifølge B.T.s oplysninger også vil være et omdrejningspunkt for det borgerlige konvent i weekenden.
»Koranloven er et knæfald for voldelige islamister,« udtaler Mona Juul (K).
»I et borgerligt Danmark er det voldsmændene, der bliver retsforfulgt – ikke mennesker, som bruger deres ytringsfrihed,« tilføjer hun - og bakkes op af Liberal Alliances formand.
»Loven er også et knæfald over for trusler fra islamistiske og anti-demokratiske diktaturstater, som blæser højt og helligt på basale danske og vestlige grundværdier,« mener Alex Vanopslagh.
Koranloven forbyder »utilbørlig behandling« af skrifter med væsentlig religiøs betydning for anerkendte trossamfund.
Flere juridiske eksperter og politikere - heriblandt partiformand Inger Støjberg (DD) - har kritiseret den for at være et »øksehug direkte ned i ytringsfriheden.«
»Den blev gennemført for at imødekomme diktatoriske regimer og ufrie muslimske kræfter i Mellemøsten. Vi skal aldrig nogensinde bøje os for islamister, og loven er en skamplet på Danmark,« siger Støjberg.
Regeringen henviste til danskernes sikkerhed som 'det ubetinget vigtigste argument' for koranloven.
Det var da også PETs vurdering, at koranafbrændingerne i tiden før lovens vedtagelse havde haft betydning for trusselsbilledet.
Inger Støjberg, en afskaffelse af koranloven kan dermed risikere at gå ud over danskernes sikkerhed. Hvorfor er I villige til det?
»Det er et velkendt middel, når man forsøger at lukke munden på kritikere, fordi det er svært at argumentere mod frygt,« siger Støjberg og fortsætter:
»Men islamister er umulige at forhandle med, og de vil kun komme til at kræve mere og mere, hvis vi giver efter.«
Ifølge Morten Messerschmidt er der heller ingen tvivl.
»Selvfølgelig er sikkerhed vigtigt. Men vi bliver aldrig et tryggere land ved at bøje os for trusler. Tværtimod. Når udenlandske kræfter oplever, at trusler virker, bliver det blot en opfordring til mere pres. Den danske stat skal aldrig indrette sin lovgivning efter, hvad ekstremister måtte finde stødende.«
Det borgerlige konvent finder sted lørdag i Fredericia. B.T. vil være til stede.