Henrik Sass Larsen stod til at overtage posten som politisk direktør, da han i foråret blev tiltalt for massive mængder overgrebsmateriale, som han nu er dømt for.
Herefter måtte han trække sig fra sin stilling hos brancheorganisationen Aktive Ejere. Men nu har en anden S-profil fået muligheden for at overtage hans plads.
Det skriver Altinget på baggrund af en pressemeddelelse fra Aktive Ejere selv.
Aktive Ejere, der er en organisation for venture- og kapitalfonde, har i stedet ansat den tidligere socialdemokratiske borgmester i Herlev Kommune Thomas Gyldal Petersen som ny politisk direktør.
Thomas Gyldal Petersen har været borgmester i Herlev i 13 år og tidligere været ansat som public affairs-rådgiver hos Rud Pedersen.
»Vi lever i en uforudsigelig og usikker tid, og et frugtbart samspil mellem politiske beslutningstagere, private virksomheder og investorer er afgørende for en stærk erhvervsudvikling i Danmark,« udtaler Thomas Gyldal Petersen ifølge pressemeddelelsen.
Thomas Gyldal Petersen tiltræder stillingen den 1. oktober.