»Jeg er mildt sagt rystet.«
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, efter, at Socialdemokraternes spidskandidat til overborgmestertjansen i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, har foreslået, at jyder ikke længere bør have en forlomme, når det gælder kollegieværelser i København.
Som det ser ud nu kommer jyder, fynboer og bornholmere foran i køen til kollegieværelser, mens det er sværere for københavnske unge at få fingrene i en tilsvarende bolig.
Men ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er det nogle 'ældgamle regler', der tager udgangspunkt i en tid, hvor der ikke var videregående uddannelser udenfor København.
I sin nye bog 'København, København' foreslår Pernille Rosenkrantz-Theil derfor, at københavnske unge ikke skal have en 'decideret ulempe' ved at være født i hovedstaden.
Og det falder altså Inger Støjberg for brystet.
»Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste det,« siger hun og tilføjer:
»Det, der ligger i det, er, at der er en masse uddannelser, man kun kan tage i København, så hvis hun forestiller sig, at hun vil sætte et stop for jyder i København, så begår hun en enorm brøler.«
Men Inger Støjberg, Pernille Rosenkrantz-Theil fører jo valgkamp i København, mens du jo især henvender dig til de jyske vælgere. Er det så ikke rimeligt nok?
»Jo, men man har jo stadig en forpligtelse til at sikre, at også unge jyske talenter kan studere i København. Jeg har kun hovedrysten til overs for det her,« svarer hun.