De spørger efter kropsmål og letpåklædte billeder i bytte for en chance for at udleve modeldrømmen.
Men selvom afsenderne dækker sig ind under store modelbureauers navne, er de ikke modelagenter, men i stedet svindlere, der forsøger at lokke letpåklædte billeder ud af unge kvinder på Instagram.
Det skriver faktatjekmediet TjekDet.
Problemet med de falske modelagenter har været udbredt gennem længere tid.
Er du blevet kontaktet af en falsk modeagent, eller kender du til problemet? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk
Det danske modelbureau Le Management har på det seneste advaret mod denne type svindel på deres egen hjemmeside, ligesom internationale bureauer som Elite Models og IMG Models har gjort det samme.
»Vi har efterhånden fået en del henvendelser fra personer, der er blevet kontaktet af nogen, der udgiver sig for at arbejde for Le Management og derved har fået dem til blandt andet at sende videoer, billeder og kropsmål over mail eller Instagram,« siger Ditte Roesgaard, der er juridisk rådgiver for Le Management, til TjekDet.
Ifølge mediet er en af de danske profiler, der har udgivet sig for at være fra Le Management og forsøgt at lokke afklædte billeder ud af kvinder på Instagram, en bruger ved navn Alexander Stormgaard.
»Jeg skriver til dig, da jeg fandt din profil, og jeg synes, du ser rigtig cool ud. Vi er altid på udkig efter nye talenter, og jeg vil derfor høre dig, hvor høj og gammel du er?« står der blandt andet i beskeden fra brugeren.
Bureauet anbefaler selv, at man ikke svarer nogen modelagenter, før man har dobbelttjekket deres identitet.