Parkeringsreglerne skal laves om i København, mener en borgmester.

Mens byens bilister kører i cirkler for at finde parkering, har de gennem de seneste år paradoksalt nok kunnet se flere og flere tomme pladser: Dem til el- og delebiler.

Det har vakt stor harme blandt desperate beboere, og nu skal det være slut, mener en af kommunens borgmestre.

Midt i en ophedet debat om hovedstadens parkeringspladser kommer børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) således med en kontant udmelding:

Han vil stoppe særbehandlingen for el- og delebilister - alle pladser skal fremover kunne bruges af alle.

»Alle restriktioner på kommunale pladser skal ophæves,« siger han fredag til B.T. 

»Det stiller vi forslag om på næste møde i borgerrepræsentationen efter at have læst jeres artikler.«

B.T. bragte torsdag et interview med en beboer på Nørrebro, som har ekstra svært ved at finde en plads i den i forvejen trængte bydel, fordi flere pladser er blevet reserveret til el- og delebiler.

Desuden har B.T. afdækket, at Københavns Kommune ikke har overblik over, hvor mange der faktisk benytter sig af en delebilsordning. 

Men Konservative kræver nu, at »alle pladser kan bruges af alle«.

Det gælder pladser til elbiler, delebiler, erhvervsbiler, taxaholdepladser, ladepladser og ambassadepladser, siger Næsager og tilføjer »pladser, hvor der ellers er restriktioner på.«

»Det er meget vigtigt for mig, at vi får leveret parkeringspladser til københavnerne, og de ikke er til grin for egne penge ved, at der er ledige pladser ude foran deres gadedør, som de ikke må bruge,« siger han.

Konservative har uden held forsøgt at få svar på, hvor meget el- og delebilspladserne bliver brugt.

At de »står gabende tomme er en hån overfor københavnerne,« siger Næsager.

Han forventer, at det kan frigive »langt over tusind pladser«.  

På B.T.s spørgsmål om, hvad forslaget vil betyde for den grønne omstilling og trafiktrængslen i København, svarer Næsager:

»Mere end halvdelen af alle nye københavnske biler er elbiler, så derfor skal vi ikke have særrestriktioner. Størstedelen af alle biler er elbiler i løbet af meget kort tid.«