Lederen af fagforeningen Fectrans, Manuel Leal, siger, at arbejdere på Gloria-jernbanen havde klaget over problemer med kabelspændingen på kabelbanen, som gjorde det vanskeligt at bremse.

Det skriver Sky News.

17 personer meldes døde efter onsdagens ulykke i den portugisiske hovedstad, Lissabon.

Årsagen til ulykken, der skete, da en kabelbane blev afsporet, er endnu ukendt.

Ifølge det lokale transportselskab, Carris, var »alle vedligeholdelsesprotokoller er blevet udført«, herunder månedlige og ugentlige vedligeholdelsesprogrammer og daglige inspektioner.

På ulykkesstedet kunne man se politiet inspicere bremsesystemet på en ubeskadiget vogn i nærheden.

Linjens to vogne er fastgjort til hver sin ende af et trækabel, hvor trækkraften leveres af elektriske motorer på vognene, der modvirker hinanden.

Hvis kablet bristede, ville vognen, der kom ned ad den 265 meter lange skrånende strækning, miste sin bremseevne og blive afsporet i et sving.

Ifølge Lissabons brandvæsen var »et kabel løsnet« i banens konstruktion

Kabelbanen er et af Lissabons vartegn og er særligt populær blandt turister.

Den forbinder den offentlige plads Restauradores og bydelen Bairro Alto.

Kabelbanen kan transportere op til 42 personer ad gangen og blev indviet i 1885.