Teslas bestyrelse har fredag præsenteret en vild lønpakke til Elon Musk, der er administrerende direktør i virksomheden.

Lønpakken har en samlet værdi på en billion dollar over de næste ti år – svarende til 6,4 billioner kroner.

Det skriver The Financial Times.

For at Musk skal opnå det astronomiske beløb, kræver det, at han når en række ambitiøse mål.

Musk vil ikke modtage løn eller bonus i henhold til aftalen, men vil i stedet modtage aktier i rater, der frigives ved stigninger i Teslas markedsværdi, kombineret med andre milepæle.

Blandt andet ved enorme stigninger i indtjening samt ved millionsalg af biler, robotaxis og kunstig intelligensdrevne robotter.

Rigmanden har gentagne gange truet med at forlade Tesla, hvis han ikke får større indflydelse.

Og det er altså det, bestyrelsen gerne vil undgå.

Teslas bestyrelse vil gerne undgå, at Musk trækker sig fra virksomheden.
Teslas bestyrelse vil gerne undgå, at Musk trækker sig fra virksomheden. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»At fastholde og motivere Elon er afgørende for, at Tesla bliver det mest værdifulde selskab i historien,« lyder det fra Teslas bestyrelsesformand, Robyn Denholm, i et brev til investorerne.

Bestyrelsen understreger, at Musks lønpakke var i overensstemmelse med investorernes interesser, og at han ikke vil modtage noget, hvis Teslas vækst går i stå.

Det bliver dog ikke nemt for Tesla-direktøren at opnå den maksimale udbetaling på 423 millioner aktier.

Det kræver, at Musk øger Teslas markedsværdi fra 1,09 billioner dollar til 8,5 billioner dollar.

Det er mere end dobbelt så meget som NVIDIA, der i øjeblikket er verdens mest værdifulde selskab med en værdi på 4,2 billioner dollar.

Derudover skal Tesla sælge 12 millioner flere elbiler, nå 10 millioner abonnenter på 'autonomous driving' – altså aftaler med selvkørende biler, registrere og drive en million biler i sit robotaxi-netværk, sælge en million AI-robotter og øge det justerede overskud hele 24 gange til 400 milliarder dollar.