Først var det slet ikke gået op for 22-årige Cordelia Rørbye Lundin, hvem det var, der sad og drak øl torsdag aften på café Tanken i København.
Men omkring tredive minutter efter, at stjernen havde taget plads på hendes arbejdsplads, gik det op for hende og hendes kolleger, at det var den australske verdensstjerne Troye Sivan.
»Det var sindssygt. Jeg blev så starstruck,« siger hun til B.T.
Den 30-årige verdensstjerne, der også var hovednavn på festivalen NorthSide sidste år, drak øl med sin ven, da han spurgte Cordelia Rørbye Lundin, om han kunne låne nogle af cafeens spil.
»Jeg spurgte ham så, om jeg måtte få et billede, og det måtte jeg selvfølgelig godt, sagde han. Han spurgte både, hvad jeg hed og lavede,« siger hun.
Herefter spurgte Cordelia Rørbye Lundin ind til, om han skulle spille nogle koncerter i København - men planen er faktisk en anden denne gang.
»Han er åbenbart i København for at lave noget ny musik, som han skal indspille. Så det lød som om, han skulle være her i længere tid,« siger hun.
Tilsyneladende har verdensstjernen fået smag for København, da han også fortalte Cordelia Rørbye Lundin, at han 'er helt vildt med det her sted'.
»Jeg tror, at han mente Nørrebro, Tanken og bare generelt hele atmosfæren. Det lignede, at han nød, at han kunne side helt stille og roligt og drikke øl med sin ven i aftensolen,« siger hun.
Tidligere på ugen delte Troye Sivan da også billeder fra København på sin Instagram-story, blandt andet fra søerne i København.
Den 30-årige sydafrikanske-australske stjerne er kendt for store hits som 'Rush' og 'Strawberries & Cigarettes'. Derudover har han også medvirket i filmen 'X-Men Origins: Wolverine'.
Ved du noget om sagen? Skriv til emsh@bt.dk