TV 2 kan tilsyneladende ikke få nok af programmer om naboer, der skændes, og nu er kanalen klar med endnu et i rækken.

Der er ingen tvivl om, at det også denne gang er underholdende tv at se naboer være uenige - men dette program har to store problemer.

Først var der kæmpesuccesen ‘Balladen om kolonihaven’, så kom det eksplosive nabodrama ‘Naboen fra helvede’, der blev fulgt op af sommerens nabo-program ‘Slaget om Tisvilde’.

Og nu er TV 2 klar med den fjerde programrække om nabostridigheder på blot to år med titlen ‘Nabostrid i første række’.

Nicolai Gerts og Nanna Burnett spiller de altoverskyggende hovedroller i 'Nabostrid i førte række'.
Nicolai Gerts og Nanna Burnett spiller de altoverskyggende hovedroller i 'Nabostrid i førte række'. Foto: TV 2
Vis mere

Det er næsten lige dele imponerende - og måske en smule idéforladt - at det overhovedet kan lade sig gøre.

I denne omgang følger vi en helt klassisk diciplin inden for nabokrig - når naboen vil bygge og dermed ødelægge en havudsigt.

Programrækken adskiller sig fra de tidligere serier om nabokrig ved ikke at følge én langstrakt konflikt over flere afsnit, men i stedet koncentrerer sig om en konflikt pr. program.

I første afsnit er vi, næsten ironisk nok, tilbage i Tisvildeleje, hvor it-milliardæren Carsten Gomard har skabt ballade, efter han har købt et hus i første række til vandet, og nu ønsker han at bygge et anneks på grunden.

Et anneks, der vil betyde, at de omkringliggende naboer mister deres havudsigt.

Herfra følger vi den juridiske kamp parterne imellem med alt, hvad dertil hører af tunge følelser og grumme opgør i byrådet.

Kulørt nok er en af de utilfredse naboer den kendte skuespiller Torben Zeller, men de naboer, der i programrækken fylder, er parret Nana Burnett og Nicolai Gertsen.

Og her støder vi altså på programmets første store problem.

Nicolai Gerts var også en af hovedpersonerne i TV 2's tidligere nabokrig-program 'Slaget om Tisvilde'.
Nicolai Gerts var også en af hovedpersonerne i TV 2's tidligere nabokrig-program 'Slaget om Tisvilde'. Foto: TV 2
Vis mere

For den skarpe TV 2-seer vil hurtigt opdage, at det ikke er længe siden, vi har set netop det par på skærmen.

Nana Burnett og Nicolai Gerts var nemlig også nogle af hovedpersonerne i TV 2’s seneste nabokrig-program ‘Slaget om Tisvilde’, der blev sendt i juli og august.

I dén programrække var parret imod ‘Musik i lejet’ og kæmpede indædt mod festivalen.

At vi har set parret før, ændrer naturligvis ikke ved, at kampen mod Carsten Gomard og hans anneks-byggeri er en god historie, men det mudrer i den grad seeroplevelsen.

Det er dette hus, Camilla Plum i 2021 solgte for 25 millioner kroner til Carsten Gomard.
Det er dette hus, Camilla Plum i 2021 solgte for 25 millioner kroner til Carsten Gomard. Foto: Kasper Riising/ B.T.
Vis mere

Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at det virker en lille smule dovent af TV 2, for siden man kan lave en hel programrække, må der jo ellers være nok af nabokonflikter at tage af.

Som minimum burde man have rykket Tisvilde-programmet til senere i sæsonen, så man ikke som seer  næsten får følelsen af at skulle gense det samme program.

Et andet stort problem for programmet er, at vi i store træk kun hører fra den ene side i konflikten.

It-milliardæren Carsten Gomard, der har købt det famøse sommerhus i første række for 25 millioner kroner, kommer slet ikke til orde i programmet, men vi hører kun ham fortælle gennem et kort, tidligere interview i TV Nordkyst.

TV 2 kan naturligvis ikke tvinge Gomard til at medvirke, hvis han ikke har lyst, men det er en klar svaghed ved programmet.

Både fordi det er langt mere interessant og underholdende, når to parter ytrer sig i en konflikt (tænk bare på 'Naboen fra helvede'), men også fordi balancen tipper, og det i høj grad føles som et partsindlæg fra Nana Burnett og Nicolai Gerts.

Til gengæld har man brugt plads i programmet på at inddrage eksperter, men det kommer mest af alt til at virke som fyld, der sagtens kunne undværes.

Jeg synes dog, det er forfriskende nok, at TV 2 ryster posen en smule og har en ny konflikt pr. program, og jeg kommer bestemt til at se resten af sæsonen.

Men der er ingen tvivl om, at dette er det klart svageste i TV 2's række af nabokrig-programmer.

Andre læser også