Dramaet ruller videre i den britiske kongefamilie – og denne gang handler det om prinsesse Kates hår.
Den 43-årige prinsesse vakte opsigt, da hun i denne uge dukkede op med langt, blondt hår.
Den markante forvandling fik straks nettet til at eksplodere i spekulationer: er det hendes rigtige hår – eller har hun taget en paryk på?
Rygterne og kommentarerne har spredt sig på hårrejsende vis på sociale medier, men nu har en af mode- og kendisverdenens helt store navne fået nok.
På Instagram langer prinsesse Dianas tidligere frisør, Sam McKnight, voldsomt ud efter de kommentarer, han kalder både ondskabsfulde og blottet for empati.
»Jeg er chokeret, forfærdet og oprørt over alle de ubehagelige kommentarer om prinsessen i dag. En kvindes hår er noget dybt personligt – det er rustning, forsvar, selvtillid og så meget mere,« skriver han på Instagram og tilføjer:
»Jeg kan ikke fatte, hvor ondskabsfulde og fuldstændig blottet for empati disse kommentarer er – angiveligt fra andre kvinder. Skam jer!«
McKnight minder samtidig om, at Kate ikke selv har valgt rampelyset, men blev kastet ind i rollen på grund af sit ægteskab med prins William.
»Hun har repræsenteret landet stille og uselvisk. Kræft ændrer et menneskes liv – så lad hende være i fred,« lyder hans opsang.
Kate afslørede i marts 2024, at hun havde fået konstateret kræft. Siden er hun blevet færdig med kemoterapi, og i januar i år lød meldingen, at kræften ikke længere er aktiv.
Det er uvist, om hun mistede sit hår under behandlingen – men spekulationerne om hendes nye blonde look har i hvert fald sat fut i en debat, der nu får den royal frisør til at råbe vagt i gevær.