Der er rigtig godt nyt, hvis du gerne vil stille paraplyen og gummistøvlerne tilbage i skabet.
Lørdag ser der nemlig ud til at være solskin og tørvejr i så godt som hele landet.
»Det ser ud til at blive en smuk sensommerdag,« siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI.
Hun oplyser, at temperaturerne når op mellem 17 og 21 grader og vinden vil være svag til jævn.
Der vil dog kunne være lidt skyer i starten af dagen, men der er ikke udsigt til regnbyger nogen steder i Danmark.
Og sidst på lørdagen vil der være blå himmel i så godt som hele landet.
»Især lørdag aften ser ud til at være med blå himmel og meget lidt vind,« siger Mette Wagner.
Så vil man have sensommervejr, er det den her lørdag bare med at tage solbrillerne på og komme uden for.