B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge er ikke i tvivl.
Det er et »kæmpejob«, som Kasper Hjulmand efter alt at dømme har landet i den tyske storklub Bayer Leverkusen.
»Selvfølgelig hjælper det, at hans gode ven Keld Bordinggaard er en del af den sportslige ledelse i klubben, men han har også bevist sit værd på sidelinjen,« lyder det.
Rygterne om Kasper Hjulmand og Bayer Leverkusen tog fart søndag formiddag, og siden er de kun blevet forstærket.
Ifølge transferjournalisterne Fabrizio Romano og Florian Plettenberg skulle aftalen mandag være på plads.
Den tidligere danske landstræner var den foretrukne kandidat i Bundesligaklubben, hvor altså danske Keld Bordinggaard har en titel som head of coaching.
Ifølge Lasse Vøge vil muligheden for igen at træde ind på den største scene med Champions League-fodbold og lignende også være kærkommen for Kasper Hjulmand – ikke mindst efter den bratte afsked med det danske landshold for lidt over et år siden.
»Hans eftermæle som landstræner lider selvfølgelig under hans to sidste slutrunder, hvor Danmark leverede fodbold, der kun var marginalt sjovere end at få en paradentosebehandling,« siger Lasse Vøge:
»Men mange har glemt, at han i sine to første år som landstræner sørgede for det måske bedste fodbold, et dansk landshold har spillet siden de glade firserdage.«
Som bekendt begyndte det dog på flere måder at gå skævt ved VM i Qatar i 2022, og Lasse Vøge opfordrer på den baggrund Kasper Hjulmand til at fokusere på det sportslige i Bundesligaklubben, der er kommet skidt fra start i denne sæson.
»Hans drøm om at landsholdet også skulle være en moralsk ledestjerne for danskerne, fik afsporet fodboldprojektet,« siger Lasse Vøge om den sidste tid med det danske landshold:
»Men jeg tror, at han kan gøre det fremragende i Leverkusen – især hvis han dropper at ville redde verden samtidig.«
I Bayer Leverkusen blev Erik ten Hag i sidste uge fyret efter kun to spillerunder.
Klubben har endnu ikke officielt præsenteret danskeren som hans afløser.