Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er ret sikker på, at Venstre kommer til at skifte mening, når det gælder en genindførelse af store bededag, hvis det ender med blåt flertal efter næste valg.
»Jeg må ærlig indrømme, at jeg har meget svært ved at forestille mig, at Venstre ikke vil genindføre store bededag, når der igen kommer en borgerlig regering,« siger hun.
Fredag meldte Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti ud, at de er enige om at få store bededag tilbage som helligdag.
Men kort efter den melding var Venstre, der jo er et af de tre regeringspartier, ude med en klar melding om, at det ikke kommer til at ske med støtte fra dem.
»Det ønsker vi ikke, nej. Jeg kan godt se, at det er et populært synspunkt, men det er ikke ansvarligt,« sagde Jan E. Jørgensen, der er politiske ordfører for Venstre, til DR.
Men Inger Støjberg tror altså, at Jan E. Jørgensen og resten af Venstre skifter mening, hvis der kommer et blåt flertal efter næste valg.
»Alle andre borgerlige partier mener, at den store bededag skal gives tilbage til danskerne, så mon ikke også at Venstre mener det til den tid,« siger hun.
'Ikke ultimative'
B.T. har vist ordene fra Inger Støjberg til Jan E. Jørgensen, der ikke vil afvise, at Venstre på et tidspunkt vil støtte et comeback til store bededag.
»Vi er i Venstre ikke ultimative på, at helligdagen aldrig nogensinde må genindføres, men de partier, der vil have helligdagen tilbage, skylder svar på, hvor de medarbejdere, som virksomhederne skriger på, så skal komme fra,« skriver han i en sms og tilføjer:
»Samtidig vil forslaget betyde, at danskerne bliver fattigere. For hvis man gennemfører det, vil danskernes løn falde med op mod 5.000 kroner om året. I en tid, hvor alle klager over høje priser på oksekød, er det næppe en populær vej at tage penge fra danskerne.«
Inger Støjberg mener omvendt, at Venstre kunne finde pengene andre steder.
»Jan E. Jørgensen og Venstre kunne jo passende aflyse fjernelsen af bogmomsen og de checks, som de nu vil give til kriminelle unge, så de kan komme i teatret og til koncerter i form af det kulturpas til kriminelle unge, som de har indført,« siger hun og forsætter:
»Jeg tror, ret beset, at mange danskere hellere vil have deres store bededag tilbage frem for at finansiere kriminelle og indvandrere.«
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, vurderer ikke, at Venstre vil afholde fra at sige ja til en genindførelse af store bededag, hvis der efter næste valg er flertal for en borgerlig regering.
Læs mere HER.