Politiet har mandag eftermiddag været til stede ved en alvorlig færdselsulykke i Hovedgård i Østjylland.

Her har fem køretøjer været involveret – to af dem i et frontalt sammenstød.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Andreas Juul til B.T.

»En person er fløjet til Skejby muligvis i kritisk tilstand,« siger vagtchefen.

Han fortæller, at de øvrige personer ikke umiddelbart er kommet alvorligt til skade.

Vagtchefen kan ikke oplyse præcis, hvor mange personer der har været involveret i ulykken, som skete klokken 17.10.

Ulykken er sket ved en afkørsel på Gl. Aarhusvej og vejen vil være spærret i hvert fald en time endnu.

Politi og redning var til stede med flere ambulancer og en lægehelikopter.

Ulykkesstedet undersøges nu af en bilinspektør.