For fire måneder siden fik 73-årige Lis Lynge et handicapkort på grund af helbredsproblemer. 

Kortet kan give adgang til p‑pladser tæt på – og derfor var det til »stor glæde og hjælp«, da hun blev godkendt. Men glæden har været kort.

For Lis Lynge, der til daglig bor i Bellahøj, har svært ved at finde parkering.

Til B.T. fortæller hun, at Københavns Kommune fjerner og forvandler parkeringspladser til el- og delebilpladser. 

»Jeg er handicappet og har behov for at parkere nært. Men min mulighed er blevet reduceret. Når jeg ikke er frisk nok til at tage bussen, kommer jeg til at ligge og køre rundt efter parkeringspladser.« siger hun.

»Jeg synes, det er et stort problem, at samfundets svageste kommer i nederste række.«

Hos Danske Handicaporganisationer er man også bekendt med udviklingen. 

»Vi ved, at der i København er blevet nedlagt mange parkeringspladser, og det rammer naturligvis også mennesker med behov for at parkere på en handicapparkeringsplads,« fortæller direktør Katrine Mandrup Tang til B.T.

Udviklingen i parkeringspladser i Københavns Kommune rammer også bilister med handicapkort. 
Udviklingen i parkeringspladser i Københavns Kommune rammer også bilister med handicapkort.  Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Vis mere

Miljø- og Teknikforvaltningen skriver i et skriftligt svar til B.T., at der løbende oprettes flere handicappladser.

Alligevel kan mangel på parkeringspladser få Lis Lynge til at »give op« og blive hjemme.

»Det betyder, at jeg kommer mindre ud, efter jeg er blevet handikappet. Det påvirker mit sociale liv og min motion,« siger Lis Lynge. 

Det er en konsekvens, der bekymrer Danske Handicaporganisationer (DH).

»For en borger med handicap handler det ikke bare om bekvemmelighed. Det betyder i realiteten en begrænsning af ens frihed og deltagelse i samfundet. Når det bliver svært at parkere, bliver det svært at leve et aktivt og selvstændigt liv.« fortæller Katrine Mandrup.

B.T. har flere gange afdækket, hvordan benzin‑ og dieselpladser er blevet omdannet til el‑ og delebilpladser – en udvikling der især rammer bilister med handicapkort.

For kortet giver mulighed for at parkere på en benzin- og diesel‑plads, hvis handicappladsen er optaget, men en bilist med handicapkort må ikke parkere på en el‑ eller delebilplads.

De færre pladser betyder for Lis Lynge, at hun må planlægge sine aftaler tidligt. For når tidspunktet er om eftermiddagen eller aftenen, er det »umuligt at finde en plads«. 

Ifølge Lis Lynge er handicapparkering blevet forvandlet til tomme delebilpladser. 
Ifølge Lis Lynge er handicapparkering blevet forvandlet til tomme delebilpladser.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 73-årige bilist hævder, at de gode pladser tættest på, nu er blevet forvandlet til tomme delebilpladser. 

»De har lige taget de fire bedste parkeringspladser og gjort til delebilpladser foran mit lokale supermarked. Det er blevet så konsekvent, at parkering kun er for nogle typer biler,« siger hun.

Miljø- og Teknikforvaltningen afviser, at handicappladser bliver ændret til el- eller delebilpladser.   

B.T., har været i kontakt med andre borgere med handicapkort, som også fortæller, at de er udfordret i deres hverdag. 

I Københavns Kommune er der 823 handicappladser, 1106 besøgspladser, og 10368 handicapkort.