Mens mange unge bruger deres fritid på fester og sport, bruger 17-årige Jacob Frehr fra Niels Brock Gymnasium tiden på aktieanalyser og investeringer.

For den unge investor handler det ikke kun om hurtige gevinster, men om en langsigtet drøm – nemlig at sikre sig økonomisk frihed og måske en tidlig pension.

»Jeg blev inspireret af, at jeg igennem investeringer kan tjene penge uden rigtig at arbejde,« forklarer han.

Den unge investor skriver sig derved ind i en voksende gruppe af danskere.

For ifølge de seneste tal fra Finans Danmark var der ved udgangen af 2023 omtrent 1,4 millioner voksne investorer i Danmark. Det svarer til, at tre ud af ti voksne danskere investerer.

Siden 2019 er antallet af investorer vokset med mere end en kvart million, hvilket svarer til en fremgang på 23 procent i antallet af danskere, der investerer.

Jacob Frehr begyndte allerede at investere i 2021, da han blot var 13 år gammel. Det var dog ikke uden kamp – for han skulle først overtale sine forældre.

»Jeg startede med at købe aktier for omkring 10.000 kroner i alt. Dengang var jeg helt grøn, så det var svært at se kursen på aktierne stige og falde,« fortæller han.

Alligevel kunne den unge investor se potentialet i aktierne, og siden er det gået stærkt.

I dag har Jacob Frehr en aktieportefølje på over en halv million kroner.

Hans største succes kom med investeringen i virksomheden Freetrailer.

»Jeg lavede en 17-siders analyse og gik ind i aktien i foråret sidste år. På et år fordoblede jeg mit indskud og tjente omkring 100 procent,« fortæller Jacob Frehr.

Mens mange unge på Jacob Frehrs alder tænker på studier og sabbatår, holder han øje med mindre virksomheder. Det er nemlig her, at de store muligheder for afkast gemmer sig ifølge den unge investor.

Særligt Jacob Frehrs seneste investering i virksomheden Intellego Technologies har givet gevinst:

»Jeg lagde 25 procent af min portefølje i den aktie, og den steg hurtigt 40 procent. Det gav mig en fortjeneste på 44.000 kroner i forrige uge,« fortæller han.

Men det kræver is i maven at kunne investere så aggressivt, forklarer den unge investor.

»Det er selvfølgelig fedt, når det går godt, men man skal også kunne håndtere, når det går nedad,« siger han.

På trods af at størstedelen af Jacob Frehrs tid går med investeringer, føler den unge investor ikke, at han går glip af ungdomslivet.

»Jeg går stadig ud og hygger mig med vennerne. Investering er bare blevet en hobby for mig,« forklarer han.

Jacob Frehr fortæller, at et af de sværeste skridt ved investering er at komme i gang. Han anbefaler derfor andre unge, der overvejer at investere, at kaste sig ud i det.

»Lav en månedsopsparing, hvor du investerer i globale fonde. Det kan gå op og ned, men i det lange løb går det opad,« siger han og fortsætter:

»Hvis man bliver fanget af at investere og får en interesse for det, så kan man begynde at sætte sig ind i enkeltaktier.«

Hvis du vil lære mere om investering, så har du mulighed for at deltage i Millionærklubbens Aktiespil, der kører lige nu.

I aktiespillet har du mulighed for at vinde en række fede præmier - herunder en førstepræmie på 200.000 kroner på en investeringskonto i Saxo Bank. Du kan se præmierne HER og tilmelde dig HER.