De seneste dage har været fulde af spekulationer om Kasper Hjulmands fremtid. 

Nu bekræfter den tyske storklub Bayer Leverkusen, at Hjulmand skal til klubben på sin hjemmeside.

Han er således blevet ansat som ny cheftræner for klubben i den tyske Bundesliga - og det markerer også Kasper Hjulmands første job, siden han stoppede som landstræner i sommeren 2024. 

»Vi er meget glade for at have fået Kasper Hjulmand ombord, hvis arbejde vi har fulgt nøje i lang tid,« siger sportsdirektøren Simon Rolfes. 

»(...) Kasper kender også vores klub udmærket fra de seneste år. Han vil nu først og fremmest arbejde på at udvikle en klar og dominerende spillestil med vores hold. Kasper er den rette mand til at udvikle vores nye Werkself til et topteam, der vil stræbe efter de mest ambitiøse nationale og internationale mål.« 

Den tidligere danske landstræner var den foretrukne kandidat i Bundesligaklubben, hvor danske Keld Bordinggaard har en titel som head of coaching.

Og det er altså et »kæmpejob«, som Kasper Hjulmand har landet i den tyske storklub, har B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge tidligere beskrevet det som. 

Erik ten Hag blev fyret i sidste uge efter kun to spillerunder. Og nu skal Kasper Hjulmand altså overtage styret.