Hvad laver han dog her?
For under et år siden stod han i verdens vildeste liga og gik til kamp mod Tottenham, Arsenal og Manchester United, og nu er Steve Cooper pludselig landet på den københavnske vestegn.
»Skal vi tage den på dansk eller engelsk?,« lyder det spøgefuldt fra waliseren, der ikke kan et eneste ord på dansk endnu.
Han tog fusen på pressen dér, men tog nok fusen på alle, da han blev Brøndby-træner.
Cooper har nemlig ført Nottingham Forest op i Premier League og også fået chancen hos Leicester i verdens bedste række.
Han kunne med statsgaranti tjene flere penge, spille foran flere tilskuere og opnå bredere anerkendelse ved at fortsætte i England, så hvad laver han dog i lille Danmark?
»Det har altid været en personlig ambition at være træner i udlandet, selvom der ikke er mange britiske trænere, der gør det,« siger Cooper til B.T. og resten af den fremmødte presse.
»Det føltes som en god timing nu. Jeg har ikke nydt at undvære trænergerningen - det er ikke i min DNA,« siger han efter at have været uden trænerjob siden fyringen sidste år hos Leicester.
»Jeg har fået mange tilbud, og dem er jeg taknemmelig for, men jeg har kun haft fokus på det her, så jeg er glad for, at jeg ventede.«
Han roser Brøndby for autenciteten, for historien, for tilhængerne, for ambitionerne i klubben. Med en sjælden balance mellem ydmyghed og selvsikkerhed i stemmen.
»Vi vil spille hurtigt, angrebsivrig, attraktiv fodbold, og vi ønsker at komme dertil hurtigt,« siger den 45-årige waliser og fortæller tydeligt, at han stiller høje krav. Tårnhøje lyder det til.
Han har været i Danmark for få måneder siden, da han udførte en opgave for UEFA, og var også ganske kort forbi landet som U-landstræner for England, som han blandt andet har gjort til U17-verdensmester. Men ellers er han virkelig på udebane.
Han har kone og børn, men det er endnu uvist, om han får dem med til Danmark.
»Alle vil gerne til København, vil de ikke? Men det er jeg ved at finde ud af. Jeg har en meget støttende familie, og de vil bare have, at jeg får en god start og kan give alt, jeg har. Så ser vi, hvordan det går. De vil være her ofte, ligegyldigt om de er her fast eller ej.«
Cooper blev præsenteret som Frederik Birks afløser tirsdag, mødte spillerne onsdag og har kun trænet få gange, før han lørdag kl. 15 står i den største kamp i dansk fodbold: Derby mellem Brøndby og FC København.
»Det er jeg glad for. Hvis jeg kunne vælge en kamp at begynde med, så ville det være den.«
»Jeg kommer til at lære så meget om spillerne.«