Der har altid været gang i Mai Mercados karriere. Men nu har alvorlig sygdom tvunget hende til at stoppe op.

For første gang i sit liv er Mai Mercado begyndt at lægge mærke til de helt små ting.

Når hun har en læsestund med en god bog, kigger op og får øje på en sommerfugl, kan hun blive rørt.

Ja, det gælder endda også, hvis det er en edderkop, hun får øje på.

LÆS OGSÅ: Forsker så noget, andre havde overset – nu kan det hjælpe med at redde kvindeliv

Normalvis ville hun slet ikke ænse dem. For der har altid været drøn på hendes karriere. Men for nu er den sat på pause.

Mai Mercado har fået travlt i sin boksering, hvor modstanderen hedder brystkræft.

LÆS OGSÅ: I Nannas krop rasede en 'silent killer'. Nu har hun et budskab til alle kvinder

Tilbage i august sygemeldte hun sig på ubestemt tid fra sit arbejde som folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti, hvilket hun har været siden 2011.

Det har været en stor omvæltning at gå fra at kæmpe i politik til at skulle kæmpe for sit eget liv og mod en uforudsigelig sygdom, fortæller hun.

»Jeg har været vant til at sidde i førersædet, men nu er jeg sat på passagersædet. Det er et ekstremt stort kontroltab for sådan en som mig.«

Forandringer i brystet

I slutningen af sommerferien mærkede 45-årige Mai Mercado noget anderledes i sit bryst. Hun bliver tjekket regelmæssigt, da brystkræft er overrepræsenteret i hendes familie, og tre måneder forinden var hun også blevet tjekket.

Dengang havde lægen ikke fundet andet end ufarlige, vandholdige cyster, som hun ikke skulle bekymre sig om.

»Jeg ville ikke overbebyrde sundhedsvæsenet med mine bekymringer, så jeg tænkte på, om jeg overhovedet skulle få de nye forandringer tjekket.«

I sidste ende var det hendes mand, der fik hende afsted. Senere landede beskeden.  De havde fundet kræft.

Vis mere

Da hun fik beskeden, begyndte hun at gøre rent og rydde op i huset.

»Jeg lagde også neglelak, fordi vi skulle til bryllup dagen efter. Det hele virker så irrationelt og uvigtigt, når man lige har fået at vide, at man har kræft.«

Heldigvis blev kræften opdaget hurtigt, men Mai Mercado kan godt føle, at hendes krop har forrådt hende. At den ikke er til at genkende.

»Jeg er stærk, jeg træner, jeg er i god form. Men så har jeg samtidig en sygdom, der vokser inde i mig, og hvis ikke jeg gør noget, så slår den mig ihjel. Det er helt surrealistisk.«

Nye typer dage

Mai Mercado bruger tiden på at lære at acceptere at sidde på bagsædet, lade andre tage styringen over sit liv.

Tid har fået en ny betydning for hende. Hun får besøg af veninder hver anden dag, hvis ikke hver dag. Hun bruger tid med sine to børn og mand, og hun går lange ture med sammen med deres hund.

»Selvom jeg aldrig har været mere social end nu, så kan jeg mærke, at jeg også føler mig ensom, fordi jeg er den, der har sygdommen.«

Det mest stillede spørgsmål, hun får, er 'hvordan går det?'. Men Mai har stadig svært ved at sætte ord på sine følelser.

»Jeg har det som om, jeg er lidt rundtosset eller sidder i en rutsjebane. Lige nu er jeg i en overlevelsesfase, som egentlig er nem for mig at være i, fordi det hele handler om at forberede kroppen på det, den skal igennem.«

»Der er meget power i den fase. Men samtidig har jeg svært ved at mærke det inderste af mine følelser.«

Det typiske svar bliver ofte, at hun har det 'fint nok'.

Politik på hylden

På et tidspunkt blev Mai Mercado overfyldt af andres følelser. Mange græd i telefonen, når de ringede til hende. Det var svært for hende at håndtere, at hun skulle hjælpe andre med, at de ikke skulle være kede af det.

Vis mere

Da Mai Mercado hentede sine ting på Borgen inden sin sygemelding, var hun lettet over, at folk sagde på gensyn og ikke græd, når de krammede hende.

Politik har altid spillet en stor rolle i hendes liv. Hun kom i byrådet for første gang som 25-årig, og derfra har Mai Mercado haft fart på. Hun har altid haft en plan, altid haft et mål for øje, altid kunnet lave små justeringer for at nå til der, hun gerne ville være.

Derfor har det været et kæmpe identitetstab for Mai Mercado at give slip.

»Min identitet er at være mor, hustru, veninde og politiker. Men nu er jeg i alles øjne kræftpatient – og jeg er også i mine egne.«

Hun ved også godt, at identitetstabet kun kommer til at føles større sidst i denne måned. For næste step i hendes behandlingsforløb bliver kemoterapi.

»Jeg har haft langt, mørkt hår i nok 20 år, og det bliver et kæmpe identitetstab, når det falder af.«

Mai Mercado har allerede besluttet sig for, at hun vil donere sit hår. Hun synes, der er noget fint ved, at hendes hår kan hjælpe en anden kvinde senere hen.

Næste folketingsvalg

Hendes kolleger sender hende ofte opdateringer fra deres møder. Det glæder hende, at de ikke har glemt hende, og at hun stadig kan have en finger med i det spil, som hun kender og elsker.

»Jeg har en kæmpe stor appetit for politik, og den stopper ikke, fordi jeg er blevet syg.«

Mai Mercado er slet ikke i tvivl. Hun skal stille op til Folketingsvalg næste år. Valgplakaterne er trykt, kampagnen ligger klar, og hun håber på, at hun kan stå på gaden og møde vælgerne.

Hvis valgkampen ligger i januar, forventer Mai Mercado stadig at være i kemobehandling, og det kan have stor betydning for, hvor meget hun kan deltage – og ikke mindst hvordan.

Hun har også besluttet sig for, at hun vil have en paryk. Om hun vil bruge den, er en anden sag. Men hun kunne godt forestille sig det i en valgkamp.

»Når jeg går ind i valgkampen, er det vigtigt for mig, at jeg gør det med værdighed, og at jeg ligner mig selv, så det at være kræftpatient ikke tager alt fokus. Det er sådan, jeg har det nu.«

Fokus er overlevelse

Mai Mercado har selv været pårørende til brystkræft, da hendes egen mor blev ramt. Nu forstår hun for alvor, hvad hendes mor gik igennem.

»Det er først, når man selv bliver ramt, at man for alvor selv kigger ned i afgrunden. Ved hver scanning bliver man konfronteret med den.«

Vis mere

»Og så kan man håbe på, at man bliver hevet væk derfra igen.«

For Mai Mercado er fokus på overlevelse. Hun tror først, det synker ind senere, hvad det har haft af betydning for hende, at hun har kigget ned i den afgrund.

Men hun kan mærke, at der allerede nu er en Mai før kræften og en Mai efter, at hun har fået sygdommen.

»Jeg håber, jeg kommer ud på den anden side og har bearbejdet forløbet mentalt i en mere reflekteret udgave. At jeg kan bruge det til noget positivt, at jeg har stået og kigget ned i den afgrund.«

Hvis der er en ting, som hun har lært gennem sygdomsforløbet indtil nu, er det:

»Vi skal leve hver eneste dag med alt, vi overhovedet kan. Det er den vigtigste påmindelse, jeg har fået med.«