»Tænk, hvis man kan vinde Vueltaen med bare ét decideret angreb.«
Sådan lyder sætningen fra Bjarne Riis forud for lørdagens afgørende slag om Vuelta-tronen.
Formår Jonas Vingegaard at følge João Almeidas hjul helt til toppen af Bola del Mundo, vinder han med stor sandsynlighed den spanske grand tour for første gang i karrieren... uden at have sat et decideret angreb ind mere end én gang.
Og den tanke har B.T.s Vuelta-ekspert svært ved at forstå.
»I princippet er det det, der er tilfældet. Almeida har heller ikke rørt særlig meget på sig,« siger Bjarne Riis, der har savnet modspil fra UAE – men også initiativ fra Vingegaard.
»Altså, for fanden da – er I virkelig gået all in? Jeg har sagt det og gentager det gerne. Hvor er den fandenivoldskhed, der skal til for at vinde de største cykelløb? Hvor meget vil de her gutter egentlig vinde, og hvor meget vil de risikere for at nå deres mål?«
»Selvfølgelig skal de være gode – ingen tvivl om det. Men der er godt nok ikke meget risikovillighed eller viljen til at sætte alt på et bræt fra nogen af dem. Det gælder ikke kun Jonas – også de andre.«
Bjarne Riis har flere gange under Vueltaen undret sig over det beskedne modspil, Vingegaard og Visma har fået af UAE.
Sidstnævnte har godt nok hamstret etapesejre, men ifølge den tidligere Tour-vinder, holdejer og sportsdirektør har de ikke på noget tidspunkt sat pres på Vingegaard og Visma som hold.
»Lørdag bliver løbets klimaks. Men UAE skal mobilisere deres hold og lægge en god strategi. Jeg er meget spændt på, hvordan de kører. De er nødt til at smide alle kræfter ind i kampen,« forklarer han.
»Gør de ikke det, synes jeg simpelthen, at det er for ringe. Så beviser de, at de ikke er til stede, og så fortjener Almeida heller ikke en andenplads. For mig at se er de en stor skuffelse, hvis ikke de gør det – også selvom de har taget syv etapesejre i løbet.«
Lørdag skal Jonas Vingegaard forsvare 44 sekunder mod João Almeida, når feltet bevæger sig gennem mere end 4.000 højdemeter og fem kategoriserede stigninger.
Det bliver en maratonetape i bjergene.
Og Bjarne Riis har en god fornemmelse. Lykkes Vingegaard med missionen, bliver han den første danske vinder af Vueltaen nogensinde.
»Jeg håber, at vi ser Jonas sidde på Almeidas hjul og køre fra ham til sidst, hvis han har mulighed for det. Og gerne vinde den etape, for det synes jeg ville klæde ham. Ellers må han kæmpe med næb og klør for at holde sig på,« siger Bjarne Riis og tilføjer med et smil på læben.
»Forhåbentlig har Jonas gode ben – for han skylder os et angreb. Ellers skulle vi da virkelig have nydt det den ene gang, han gav os ét her i Vueltaen.«
Du kan følge Vuelta-afslutningen hele weekenden i B.T.s liveblog lige her.